Jeg er Marts

Jeg er marts

Hvad med bare at nyde min måned?
Det første spæde forår svøbt i dug og frost.
Den hårfine balance mellem to årstider, vinter og forår
og den selvsamme balance i dig selv.
De frostsprøde morgener, den knitrende fugt og kragernes himmelflugt.
De endnu nøgne træers majestætiske stilhed og dage,
hvor lyset bryder gennem skyerne som et gardin, der trækkes til side.
Vinterens persienner rulles op og du står ansigt til ansigt med foråret.

Hvad med bare at hengive dig til tomrummet,
venteværelset mellem årstiderne og toge, der ankommer til perron?
Hvad med at lytte til de subtile toner af forandring,
der sker så langsomt at det næsten står stille?
Din livssang, floden og det frosne vand, der nu tør op.
Lyt til de rislende kilder af liv på forårets første dag.
Balancen, dit fokus, hvad skænker du din opmærksomhed?

Hvad med bare at svøbe dig i din varme kåbe af kærlig tillid til,
at alting vil folde sig ud på skønneste vis,
hvis du ikke hele tiden står i vejen med din tvivl. Din frygt. Din modstand.
Hvad med bare at rejse gennem hvert øjeblik forankret i nuet,
som træet, der står med sine rødder dybt i jorden?
Og igen at skabe forbindelse ved at åbne dit hjerte gennem tillid.
Din livssang, floden og de rislende kilder af livslyst.

Hvad med bare at give slip på de evige bekymringer
og danse med livet med på denne frostklare morgen,
hvor dristige striber af lys laver veje på himlen?
Danse og synge, fordi du kan.
Hvad med at hengive dig til dansen og blive de toner,
som nu strømmer fra mit skød.
Jeg er Marts og jeg er din.

Ingen andre end du kan sige JA til livet, dansen og tilliden.
Åbne dine arme og dit hjerte.
Det du søger, søger dig.
Lad det finde dig. Gør dig modtagelig. Nu.
Jeg er marts og jeg er din.

– Lene Frandsen, marts 2016 –

Digtet kom flydende, da jeg skrev morgensider. Som en rislende kilde flød det igennem mig og uden at tøve tog jeg imod. Det flød uden pauser og det var som kærlighed der strømmede gennem mig. Det var lige, hvad jeg trængte til at høre og det kom fra sjælen.

Sådan er det ofte, når vi skriver. Det som vi søger, søger os. Men det kan ikke finde os og ikke lande, før vi åbner os og gør os modtagelige. Når vi skriver intuitivt, møder op og bare skriver, åbner vi for døre, som før var lukkede. Vi møder det, der er til os og så strømmer det ud mellem linjerne. Ofte sker det, mens vi skriver noget andet, som da jeg skrev morgensider. Og det er ofte som et dybt suk fra sjælen. Endelig er der hul igennem!

Kærlig hilsen
Lene

Jeg er marts


Kom, skriv og sæt fri

DET SKER (klik på links for yderligere info)

Forårscirklen – skrivegruppeforløb
Starter søndag d. 6. marts

Skriv din Sjæl
Starter torsdag d. 19. maj

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Lørdag den 16. april kl. 10
Lørdag den 11. juni kl. 10

Skrivelængsel – coaching
I tidsrummet 1. marts – 30. juni 2016 efter aftale

Sommerskole – mini-skriveretreat
August 2016- nærmere information følger snarest

Hvad sommeren lærte mig

skyermark_goslow

Oplever du at inspirationen kommer til dig som lyn fra en klar himmel? Det gør jeg faktisk sjældent. Og Brenda Ueland skriver noget af det samme i sin skrivebog, som hun formulerer så fint:

“I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.” – Brenda Ueland –

Jeg oplever oftere og oftere, at jo mere afslappet og tilbagelænet, jeg er i forhold til at skulle “præstere”, når det handler om at skrive fortællinger, historier eller digte, jo mere søger inspirationen mig, når jeg mindst af alt venter det.  Det er som om jagten på inspiration blot jager inspirationen længere væk. Som om man bliver en magnet, der i stedet for at tiltrække, frastøder det, man egentlig ønsker sig.

Hvad sommeren sagde

En sommer for et par år siden var jeg strandet på min rejse. Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde taget betydningsfulde skridt mod den forandring og siden forvandling, jeg ønskede mig i mit liv. Jeg havde sagt farvel til et fast job og et liv fuld af lunken mellemfornøjethed. Der var ingen vej tilbage. For veje tilbage har det med at lukke sig efterhånden som man bevæger sig videre. Vores veje skaber vi selv og når vi begynder at gå, så er det ikke bare vores ydre landskab, som ændrer sig. Faktisk forholder det sig sådan, at netop fordi vi forandrer os indeni og i tillid til processen træffer valg, som i langt højere grad udspringer fra hjerte og sjæl, jamen så ændrer det ydre landskab sig i takt hermed. Det bliver en slags afspejling af dér, hvor vi befinder os indeni. Lige nu.

Den pågældende sommer var jeg således kommet et godt stykke ud af en vej, som jeg ikke anede, hvor skulle tage mig hen. Jeg havde truffet betydningsfulde valg og jeg mærkede en subtil forandring og en vind af noget, der hørte fremtiden til. Men nu havde jeg jo lært, at der kun findes en tid og det er nu, så jeg gjorde mig ingen anstrengelser for at forudsige, hvad det mon kunne være, der ventede mig forude. Jeg sad med en masse løse tråde, som om jeg havde trevlet mit indre strikketøj op, men endnu ikke vidste, hvad jeg skulle strikke af det sjælegarn, der nu lå spredt på græsset foran mig og som snoede sig som farverige orme i sommervinden.

Dér sad jeg og stirrede ud i luften. Mærkede varmen fra solen og lod mig berolige af sommerens kærlige stemme.” Du har ikke travlt”, hviskede hun, Sommeren og kyssede mig forsigtigt på panden. ”Du er præcist, hvor du skal være. Man kan ikke forcere processen og sin indre udvikling. Du er som naturen, min ven, alt hvad du ser og oplever herude, de langsomme processer og vejret, som skifter. Lavtryk, højtryk. Buldrende torden og salig sommervind. Alt det rummer du selv. Jo før du kan acceptere det, jo bedre. Vær med det, der er og lev lige nu. I dette øjeblik. Senere vil du få de svar, du skal bruge. Men ikke før du virkelig har brug for dem. Svarene kommer, når de skal og når det er tid. Når du er klar. Ikke før og ikke siden.”

Jeg gav slip

Jeg lyttede, nikkede og så skete det. Jeg gav slip. Dér midt i haven, midt i sommeren og med himmellyset over mig som en kæmpemæssig lampe. Jeg hældte vand med citron op i mit glas og lod være. Tankerne fløj med sommervinden, for jeg havde opgivet at tænke mere over, hvad jeg nu skulle gøre. Måske skulle jeg slet ikke gøre noget? Måske var det virkelig som Sommeren havde fortalt mig. Jeg skulle bare lade være.

Sommerfuglen

Mens jeg sad med halvlukkede øjne og lod mig heale af sol og vind, dukkede den første gæst op. Forsigtigt landede hun på det hvide havebord foran mig og foldede sine vinger ud. Jeg åbnede øjnene helt og stirrede på det smukke insekt foran mig. En sommerfugl. Og nu er det jo sådan, at vi, når vi skriver, gerne må være så præcise som muligt, når vi beskriver noget. Et træ er ikke bare et træ. Nej, det er et egetræ, et birketræ eller en bøg. Giv læseren et dybt indblik og beskriv så detaljeret og præcist som muligt. Det er et godt skriveråd, jeg har for længst taget det til mig, men hvad sommerfugle angår, så kommer jeg til kort. Jeg aner ikke af hvilken slags de er. Jeg ser noget helt andet. Et symbol. Et smukt symbol på forvandling og da den fine sommerfugl med rødlige vinger landede på bordet foran mig, da så jeg mig selv på min rejse.

Jeg hilste kærligt på hende og lod hende forstå, at jeg havde set og anerkendt hende. Sommerfuglen. At jeg var taknemmelig for det budskab, hun bragte mig og at jeg ønskede hende fortsat god rejse. Hun sad lidt i solen og nød stilheden sammen med mig, så fløj hun pludselig videre og jeg mærkede et stik af sorg i hjertet. Sank en klump af usynlige tårer og skyllede ned med vand. Det er i grunden et forunderligt liv, sagde jeg til mig selv og lukkede igen øjnene.

Forsigtigt bankede de på

Jeg må have sovet lidt. Jeg ved det ikke, men pludselig hørte jeg en subtil banken af noget, der ville lukkes ind. Forvirret satte jeg mig ret op i stolen og stirrede ud i luften. Der var jo ikke nogen. Kun hundene, der havde smidt sig i skyggen, fuglene, insekterne, rådyrene, fasanerne og mine blomster i krukker. Stedmoderblomster, hortensia og den sibiriske valmue, som jeg nød godt af den sommer. Valmuen er min yndlingsblomst, ser du. Men der var noget andet. Og pludselig vidste jeg hvad. Jeg mærkede det fysisk, noget bølgede gennem mig. Selvom jeg også har oplevet tunghed og direkte fysisk ubehag, når historier eller fortællinger vil skrives, så var det denne gang en anden fornemmelse. Det var noget, der med samme legende lethed som sommerfuglen blidt landede et sted i min sjæl og ville skrives. Og det var hverken en fortælling eller en ny historie. Det var af gjort af dug, lethed og sommerduft. Det var et digt.

Jeg åbnede min notesbog, som jeg for det meste har med mig, for man ved jo aldrig, hvad der kommer og vil skrives, når man mindst af alt venter det. Jeg fattede min pen, lyttede og så landede det på siden. Det digt, der så blidt havde banket på.

Livet er en sjælden gave
Der er roser i min have
Der står kaffe på mit bord
Og i hjertet er der ord

Livet, roser, kaffe, hjerte
Jeg har lykke, jeg har smerte
Jeg har frygt og jeg har mod
Men min tro er stor og god

Livet, lykke, smerte, tro
I mig selv jeg bygger bro
Mellem lys og kølig skygge
Mellem sorg og sælsom lykke

Livet er en kostbar gave
Der er blomster i min have
Skabt af den, som skabte mig
Og taknemmelig, det er jeg.

* * *

Sådan fortsatte det den sommer. Det var digterens sommer. Det var letheden, der satte sin sproglige dagsorden midt i frustrationen over ikke at vide og følelsen af måske at være faret vild. Efterhånden blev jeg klar over, at hvis jeg bare satte mig derude og ventede, så ville der dukke noget fint og vidunderligt op. Jeg behøvede ikke at jage det. For hvem har nogensinde fanget en sommerfugl ved at jage den med sit net? Næh, hvis man sidder helt stille og bare venter, så kommer den ofte af sig selv. Og nu fanger jeg altså ikke sommerfugle, men den sommer fangede jeg digte. Digte, der gerne ville fanges og bød sig til. Jeg foretog mig intet andet end at åbne mig, give slip og tage imod.

Morgen langs marken, en luftig brise.
En dans, en duft, og flittige Lise.
Solen står til himmels for at skue.
Verden fra sin himmelstue.

Ser hun mon Lise, den gode sol.
En kvinde, et liv, i en liggestol
Som suger til sig af den kærlige kraft
Der er i den gule solskinssaft

Den nikker, solen, og hilser på sky
En rejsende gennem en himmelsk by
Af sommerduft og havblå dis
Usynlige stjerner og sommeris

* * *

Så kære ven. Hvis vi virkelig mener det, hvis vi åbner os og har en intention om at tage imod alt det gode, der faktisk blot venter på at vi skal opdage så og hvis vi tillader os selv at slappe af og give slip, jamen så kommer det til os, som komme skal. Svar. Løsninger. Inspiration. Digte. Fortællinger. Og sommerfugle.

* * *

Sidde med en kaffekop i regnen, knopper briste.
Give slip på koppen, spilde kaffe, dråber miste.
Stille, nu, et minde.
Kaffe, kop og kvinde.

* * *

Kærlig hilsen
Lene

 

sommermig