Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Falken sidder på en pæl i hegnet ud mod klitterne. Den ser blå ud i det dunkle morgenskær. Bølger skyller mod land, en vældig kraft af vilje og vand. Jeg står i mit vindue og ser det hele. Med min kaffekop i hånden og en følelse af dvale i kroppen. I pejsen buldrer ilden, Fleur... Continue Reading →
Det er en mørk og stormfuld morgen, siger jeg til Fleur og fniser, da jeg sætter kaffe over og giver hende mad. Mørkeblå skyer driver over himlen i en vældig fart, vinden er voldsom. I horisonten mod øst ses en forkølet sprække af orange lys, som snart vil forsvinde. Regnen pisker mod ruden og lyset... Continue Reading →
Først i januar er energien langsom og afventende. Vi bor i vores vinterdage. Hvis man forsøger at forcere noget på dage som disse, går man glip af den fine energi. I dagene på Pensionatet var januar Niamhs måned, en høj kvinde med kortklippet mørkt hår og pandehår. Hun klædte sig klassisk og var en rolig... Continue Reading →
Energien er langsom først i det nye år. Sådan er det altid, det er ikke noget nyt. Men nyt er det, at jeg ærer energien og ikke skynder mig i håb om at få noget til at ske. Frosten er kommet. En storm blæser ind over kysten og har sne med. Vinteren er dyb og... Continue Reading →
Der er poesi i de første skridt, den knirkende lyd af fødder på trapper. Strømpesokker af den tykke slags, forventning om kaffe og knitrende ild i brændeovnen. Hjemmebagte boller ristet til perfektion og Brónachs blå marmelade. Det er årets sidste dag og jeg venter gæster, Elva og hendes kæreste Eamon er på vej. Om nogle... Continue Reading →
Jeg mærker en fortælling pusle, mens vi går i daggrystimen ved havet. Det er blæst op, himlen er gråblå og lyset dæmpet. Årets næstsidste dag. Vi går den sædvanlige tur, ud og hjem, den sidste kilometer sætter jeg uvilkårligt farten op, eftersom fortællersken kalder på mig. Hun er mig og jeg er hende. Jeg har... Continue Reading →
Eilidh ser op fra sin skrivebog, smiler og lukker den forsigtigt. En brændeknude blusser op. Jeg folder mine hænder i tak og er oprigtigt forundret over den unge piges ord. Så voksne, så vise. Hvor har hun det fra? ”Indefra” svarer hun og afslører sig også som tankelæser. ”Som jeg sagde, jeg er født til... Continue Reading →
Eilidh kommer alene, Ailsa skal hjælpe sin mor med et haveanliggende i dag. De sætter hende af på gårdspladsen bag huset, hun stiger ud og virker forbavsende selvsikker, da hun vinker farvel og går hen til min dør og banker på. Hun bærer på en stor skuldertaske. Jeg åbner døren, Fleur springer ud og hilser... Continue Reading →
De første skridt på ny sti kan godt være lidt tunge. Det, der før beskyttede dig og samtidig holdt dig fanget, blusser op som et bål. Du er på vej ud af din komfortzone og det er helt naturligt, at den beskyttende mekanisme gør brug af sine våben. Du hører alle de gamle historier, velkendte... Continue Reading →
Ved Vintersolhverv står jeg op og tænder ild i brændeovnen. Iført en tyk trøje over natkjolen, sokker og et sjal laver jeg kaffe og forbereder mit morgenmåltid. Fleur har været ude, hun har spist og ligger nu roligt under bordet og kigger ind i ilden. Flammerne danser, en gnist antændes og ilden blusser op. Jeg... Continue Reading →
