Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der er stille på øen, en harmonisk rytme af bølger og vind. Om morgenen ligger fugten som en tyk dyne over landskabet, duggen er kølig og beklædt med edderkoppespind. Jeg sover længere nu og opdager, at jeg i flere dage er gået glip af daggry. Men daggry er ikke gået glip af mig. Dawn holder... Continue Reading →
Daggry har månerester og dis. Lyset er helt specielt, jeg træder ud af min hytte på bare fødder og bader i fugt. Så skete det, jeg stod på tærsklen og så det ske. Et vidne til sommerens farvel og efterårets ankomst. Jeg mærker efter, lettelse, en følelse af noget nyt. Fugten gør mine fødder kolde.... Continue Reading →
På vej over havet, på vej mod Daggryets Ø, fortæller hun midt lidt mere om øen. Efter kaffe og daggrysboller drikker vi lidt vand med citron og lader hav og bølgeskvulp dulme gammel sorg. Den vuggende rytme, de tre måger, der følger os på vej, lyden af skibets motor, det må være en fiskekutter, siger... Continue Reading →
Skibet. Færgen, der ligner en stor fiskekutter. En båd eller som det hedder på engelsk, Vessel. Vessel, eller skibet, er en feminin og nærende form på samme måde som et bæger eller en livmoder er det. Skibet repræsenterer modtagelighed, intuition og som sådan er det et rum som er nødvendigt en spirituel rejse. Kom, lad... Continue Reading →
