Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Kom ind Eidheann. Jeg har set dig!” Stemmen er en østenvind af drilsk kvindekraft. Den blander sig med regnen og sender dråber min vej. Direkte ind i ansigtet, jeg kniber øjnene sammen og smager på et par, som har lagt sig på overlæben. Mine varer bliver våde, jeg ignorerer stemmen og åbner bagklappen på bilen,... Continue Reading →
Uglen kalder ved Efterårsjævndøgn, så bliver hun stille. Trækker sig tilbage til natteskoven og lader mig simre med det, hun efterlod. Senere mødes vi igen. Brónach inviterer til ceremoni ved Efterårsjævndøgn og siger henkastet, at jeg jo kan invitere to af mine bekendtskaber fra Allesteds Cirkel. Så vi er fire i cirklen. Eller fem for... Continue Reading →
”Du skal bare kende fordelene ved ulemperne.” Uglens ord simrer i min gryde, den indre, de bobler lidt og sender lattergas min vej. Jeg smiler et smil, der krakelerer og bliver stort. Fleur betragter mig og logrer med halen, hun er helt tunet ind på mine vibes. Jeg klør hende bag øret og lover en... Continue Reading →
Tæt på fuldmåne falder søvnen på gulvet og bliver til små skår af glæde. Det er en forunderlig oplevelse. Jeg plejer at være irriteret, når det sker, jeg har brug for min søvn og det har ofte været mit fokus. Manglen på samme. Denne gang sker noget andet, jeg rejser mig op i sengen, letter... Continue Reading →
Angharad kommer og går, dukker op på de særeste steder, ser, hvor jeg går. I landskabet giver hun sig ikke til kende, men vender ryggen til. Halen svinger i bløde bevægelser, et med det bølgende græs i klitterne. Jeg smiler, hilser på hende uden ord, når Fleur og jeg går vores ture. Ingen aftaler, ingen... Continue Reading →
Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.... Continue Reading →
“Lad fortællingen komme til dig” siger Haren til mig. Dansende i disen af den nye morgen. Kunsten er ikke at vide og skrive alligevel. Ikke udtænke en plan eller et plot, men blot lade fortællingen vokse ud af ingenting. Som daggry vokser ud af natten. Og det vigtigste? Det er at skrive i livet lige... Continue Reading →
Der er dage til hvile og dage til ro. Der er dage til magi og dage til tro. Jeg leger lidt med ordene i min rejsebog, mens tankerne stille rejser tilbage til i går, hvor Brónach og jeg sad i klitoasen og nød lækkerierne fra hendes picnickurv. Hvor der opstod et rum midt i det,... Continue Reading →
Der dufter af tidligt efterår, luften er sprød og klar fra morgenstunden. Dis danser. Tyk af dug, fuld af æbler, fugt og bål. Gardinet blafrer stille, jeg putter armene ind under dynen og bliver liggende lidt endnu. Men så. Jeg rejser mig brat, strækker kroppen og tager et par dybe vejrtrækninger. ”Kom Fleur, vi vil... Continue Reading →
Det er sommerens sidste dag. Et strejf af vemod kommer sejlende på mit indre hav. Jeg stryger det kærligt over kinden og lader det gå. På samme måde, som jeg går gennem klitterne og hilser på hyben og krat. Væk fra tunghed og stagneret energi. Fleur løber som altid i forvejen, glad, kåd og fuldt... Continue Reading →
