Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er en af de morgener, hvor jeg føler mig hudløs. Dem har jeg lært at ære. De kommer fra tid til anden og der behøver ikke at være en grund. Da jeg boede på Pensionatet, kunne man erklære blidedag på dage som denne. Det behøver jeg ikke nu. Og dog. ”Blidedag” siger jeg til... Continue Reading →
Samme nat drømmer jeg om hende. En kvinde iklædt sort kåbe med sommerfugle og blomster i spraglede farver. En kvinde med gråt hår, der blæser vildt i vinden og øjne som ravnens. Sorte som natten. Hun ser ind i mig og læser mig i sin krystalkugle. Smiler underfundigt og ryster på hovedet. Hvad har hun... Continue Reading →
Med suppe i maven og en god følelse af styrke forlader jeg caféen efter at have betalt og sagt farvel til Poppy. Med Fleur i snor går jeg over torvet og sætter kurs mod Muireann Brighs boghandel. Klokken bimler højlydt, da jeg åbner døren, duft af kaffe og røgelse bølger mig i møde. Jeg er... Continue Reading →
Muireann Brigh sidder ved et bord i caféen. Jeg får straks øje på hende, da Fleur og jeg træder ind af døren. Der er flere gæster i caféen, det er frokosttid, caféen summer af stemmer, klirrende kopper og kaffeduft. Muireann kigger op fra sin bog og får øje på mig, hun vinker og jeg går... Continue Reading →
Jeg øver mig på at være nærværende fra første færd ud. På morgenturen ud, ikke blive oppe i hovedet på ridt med løbske tanker. Træde faste skridt, sætte spor i klitter og sand. Følge efter Fleur som med dansende bevægelser kaster sig ud i livet. Det er tåget, træerne bag mig er udviskede silhuetter i... Continue Reading →
Poppy ankommer med rejsetaske og to flasker vin. Det er sidst på eftermiddagen, den sydamerikanske curry simrer på komfuret og jeg har gjort det hyggeligt i stuen med stearinlys og ild i pejsen. Solen glider stille over havet i vest og gør sig klar til at gå ned. Snart kommer aftenen. Fleur bliver begejstret over... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket er sorte tangenter, kontrasten, dagen er en diset drøm. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg gør det... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Når man åbner sig for det, er der frænder alle vegne. De holder øje med dig, de kredser om dig, gemmer sig måske lidt for at betragte dig i det skjulte. Men de er dér. Til lands, til vands og på jorden. I sprækker, træer og på store sten. I huller, dybe skygger og når... Continue Reading →
Morgen igen, lyset bryder mørket, himlen bløder. Fleur og jeg er tidligt ude, vi går tur på stranden inden morgenmaden. Det er stadig mørkt, vi er daggryets vidner, det er et godt tidspunkt at forbinde sig til sin sjæl. Da vi forlader huset, hører jeg uglen tude, jeg hilser tavst men ved, at hun hører... Continue Reading →
