Stille som sne

Vintertræ

Der er nogle vinterdage, hvor det er mig nærmest umuligt at gøre noget særligt. Jeg kan have nok så mange planer om gøremål, blogindlæg, skrivning af min bog, ideer og så videre, men alligevel er det som om noget trækker mig i den anden retning. Stilheden kalder fra krogene, lyset er sparsomt og det er som regel på de dage, hvor solen ikke er fremme at jeg mærker tungheden allermest.

I går var sådan en dag. Jeg havde planer om at skrive et blogindlæg om et emne, jeg længe har kredset omkring og puslet lidt med. Jeg har lagt frø i jorden og selvom det er vinter og jorden er hård og nu dækket af sne, kan jeg alligevel mærke det spire. Det er som en af de tidlige forårsbebudere, vintergæk eller erantis, der kravler op fra jordskorpen og giver os håb midt i vinterens dyb. I går troede jeg, at det var nu. At det var dagen, hvor jeg plukkede de fine blomster og skrev det, der nu er modnet, men sådan blev det ikke.

Så dukkede han op. Først så jeg ham som en silhuet i et af træerne i markskellet. Hans skikkelse sad som malet på en af de øverste grene, en sort kontrast mod den gråblå vinterhimmel. Jeg stod i vinduet og stirrede ud over landskabet, der nu er dækket af et fint lag sne. Og mens jeg stod dér, vidste jeg instinktivt, at jeg igen var havnet i et af de tomrum, der er karakteristisk for sjælens rejse. Det er ikke et sted, hvor man kan gøre noget eller handle sig ud af tomrummet. Hver eneste tanke om gøremål og flugt føles som piskeslag og gør ondt, fordi sjælen vånder sig.

Jeg blev glad, da det gik op for mig, at han var tilbage. Ørnen.  Og i samme sekund jeg tillod mig selv at føle glæde, lettede han fra træet og fløj mig i møde. Hans velkendte stemme dansede med vinden fra øst.

”Det er en dag skabt til fordybelse og stilhed” sagde han, da jeg stak hovedet ud af vinduet for at lade et par snefnug smelte på min håndryg. Jeg havde ikke set ham siden Vintersolhverv, hvor vi var på trommerejse sammen, men nu var han dér igen. ”Hvorfor føler du dig så desperat?”

”Jeg er vel ikke desperat”, udbrød jeg, men en iskold kuldegysning fortalte mig, at det ikke var helt sandt. Jeg var i færd med at blive godt gammeldags vred på vinteren og tomrummet. Sur på mørket, trætheden og fornemmelsen af, at alting er gået i stå. ”OK, godt så” medgav jeg og så forsonende på ham. ”Måske er jeg en anelse desperat eller, jeg er i hvert fald utålmodig. Jeg vil gerne i gang med det nye år og alle de fine planer, jeg har. Ikke mindst det blogindlæg, du ved, som har simret så længe, at det må være mørt og blødt som smør nu.”

Han lo kort og hoppede straks ind af vinduet, da jeg åbnede det for ham. ”Åh ja, kom helt ind, Ørn”, bød jeg og skuttede mig uvilkårligt, ”det er så koldt derude. Jeg fryser.”

”Der er intet i verden så stille som sne. Den dækker jorden, dulmer og indbyder til stilstand. Hvorfor i alverden er det så, at du vil være så aktiv og udfarende. Se bare på træerne derude. Stolte, ranke, de fortrækker ikke en mine. De er i fuld accept, de restituerer og dvæler i det nu, der er hele livet. Vinter er sjæletid. Sanketid. Hviletid.”

Jeg elsker ørnen, men han kan være så pokkers veltalende, at det grænser til det provokerende. Han siger altid netop det, jeg godt ved inderst inde og som rammer mig, fordi jeg i det sekund, han siger ordene, forstår at jeg igen er på afveje. Væk fra mig selv, nuet, vinteren og det, der tilbydes i hvert eneste frostklart øjeblik.  Hamsterhjulet lokker og kalder med sine velkendte toner.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdigt skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved. Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvile. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt stille sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj. Der er intet i verden så stille som sne.

* * *

Det nye år og hverdagen

Måske har du lidt ligesom mig? Når vi igen ankommer til hverdagen efter julen, nytår og alle decembers sociale aktiviteter kan det føles som om man ramler ned i en afgrund af ingenting. Det nye år er i gang, nytårsforsæt og overskrifter for det nye år er formuleret, i hvert fald mentalt, og nu er det tid til at igen at tage arbejdshandskerne på og komme i gang. Overalt bliver vi bombarderet med nytårsoverskrifter som ”kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid” og ”skal 2016 være dit bedste år, så er det nu, du skal handle”. Den slags.

Vinterens særlige energi

Men al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage som skabt til stilhed og fordybelse. Hvis du forcerer noget på dage som disse, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er. Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade. Muntre i decembers glimtende julelys.

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme. Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Værn om vinteren i dig selv

Der er dog mange måder, hvorpå vi kan hylde den langsomme vinterrytme og vinteren i os selv. Der er måder, hvorpå vi igen kan forbinde os og noget af det allervigtigste er, at du giver dig selv lov til at sætte farten ned og justere lidt på ambitionerne. Ja, tillad dig endda den særlige gave at gøre ingenting. Værn om vinteren i dig selv og giv lov til de følelser, der nu kommer dalene som vintersne.

For ved du hvad? Paradoksalt nok er det langt mere produktivt at sætte farten ned og hengive sig til vinteren, trætheden og ren væren end det modsatte. Det er provokerende og frygtsomt for egoet, men det er faktisk en sandhed, som naturen kan hjælpe os med at forstå.  Det er langt mere godgørende rent faktisk selv at vælge at sætte farten ned, hengive sig og gøre lidt eller ingenting end at vente til at kroppen siger fra og du bliver ramt af sygdom eller depression, fordi du ikke lyttede.

Vinteren er som skabt til at lytte til stilheden og til budskabet om ingenting.

Hvis du har skrivelængsel

Måske handler et af dine nytårsforsætter om, at du gerne vil tage din skrivelængsel alvorligt, møde op og skrive? Men noget i dig tøver. Du strander i tankerne og det er et tungt sted at være.

Start med det første ord. Gå ud og køb dig selv en nytårsgave, en notesbog, som taler til dig og som du umiddelbart får lyst til at skrive i. Og find en god pen, for hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til.

Forrest i bogen formulerer du din hensigtserklæring.

Min hensigt med at møde op og skrive er …

Anvend positive ord, ord der tænder noget i dig og som gør, at du virkelig får lyst til at skrive. Ord med god energi. Mal med ordene og gå gerne på opdagelse i formuleringer. Det skal føles godt, du skal kunne mærke det. Hensigtserklæringen gør dig varm og glad indeni og motiverer dig på et indre plan. Den får din sjæl til at smile og det kan du mærke. Leg gerne lidt med det, giv tid og prøv dig frem. Du vil vide, når den er dér. Din hensigtserklæring, din hellige intention med at skrive. Den skriver du allerførst i din skrivebog, men du må gerne gøre noget andet også.

Skriv den på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Skab små oaser i din hverdag

Skab så nogle små oaser i din hverdag, hvor du hengiver dig til dit magiske skriverum. Tænd helt rituelt et skrivelys eller gør noget andet, der symboliserer, at du nu er trådt ind i dit hellige skriverum.

I nedenstående links kan du læse lidt om forskellige måder at skrive i hånden på:
Morgensider
Aftensider
Sjælebogen

Gå en tur

Og endnu en ting. Klæd dig godt på og gå en tur ud i vejret. Selvom vi gerne vil putte os indendørs om vinteren, er der intet så godgørende så en rask gåtur.

Naturen, frisk luft og bevægelse
Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i de skrivegruppeforløb, skrivecirkler, som jeg tilbyder i løbet af vinteren og i foråret. Selvom det primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til årstiden og de tidspunkter, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg altid opfordre til ture ud i naturen.

Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Og så er fysisk aktivitet, frisk luft og en portion dagslys, hvis det er muligt, balsam for humøret.

Balsam for sjælen

Jeg ønsker dig en godgørende januar fuld af fordybelse, indre nærvær og hengivelse til langsomhed.

Sidst på måneden er lyset vokset betydeligt og du vil uden tvivl opdage, at noget i dig også lysner. Men lad være med at forcere det tidspunkt, hvor det sker. Gå i stedet med dagen og det, der er. Lige nu. Nyd de lyse stunder, de tidspunkter hvor det skarpe januarlys bryder gennem skyerne og kaster sol over land. Gå ud, hvis du kan og eller drik en kop lys fra dit vindue. Og hengiv dig så til mørket, vinteren og det, der er. Det er balsam for sjælen.

Vinteren er sjæletid, stille som sne.

Kærlig hilsen
Lene

Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, dæmper dine skridt, tysser, tysser blidt på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne, svanedun fra himlens hvide vinger. På din hånd et fnug er som tåredug. Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne. Tys, du lytter, til det tavse klinger. O, så fin en klang, sølverklokkesang inderst inde i dit hjerte ringer.

– Poul Hamburger –

Vintertræ


Forårscirklen – et skrivegruppeforløb

Hvis du har fået lyst til at være med i en af mine skrivecirkler, skrivegruppeforløb, så kan jeg glæde dig med, at vinteren og foråret byder på endnu en skrivecirkel. Til marts starter jeg Forårscirklen, som er den sidste skrivecirkel inden sommer. Flere detaljer og invitation følger snart.