Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år har boede jeg på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det var mit hjem og mit liv. Så sluttede en cyklus og jeg måtte bevæge mig videre. Jeg fandt mit drømmehus ved havet og i lang troede jeg, at jeg skulle blive der.... Continue Reading →
Hovedet larmer som vinden. Iskold sejler den over søen, fiskeplask og lyd af vinger. Det er morgen og vi går den samme tur som i går. Dog er alt anderledes. Plamager af skyer dækker himlen, regndråber laver ringe i søen og jeg har svært ved at tune ind. Alligevel er jeg bevidst og dermed ikke... Continue Reading →
Vi går tur ved søen med hundene. Det er morgen, tidligt, disen danser over marken, men solen er fremme og snart brændes fugten af. Det bliver en lun dag, den første dag i maj. Jeg har en intention om at være nærværende nu, alt for meget tid tilbringes i hovedet og det er tungt. Selvom... Continue Reading →
For nogle år tilbage mødte jeg uglen i en fortælling. Hun sagde følgende til mig og det husker jeg nu:”Du ved, men du ved ikke. Du ser, men hvad er det egentlig, du ser? Er det tankernes billede af, hvordan verden forholder sig eller er du kommet så langt på din rejse, at du har erkendt,... Continue Reading →
Fianna er tvilling og datter af juni. Hendes element er luft og du vil lære hende at kende i 2. del af sommerens Story Keepers skrivekursus, Pensionatet for Skrivende Sjæle. Men først skal jeg lære hende at kende, så jeg går ud i aftenskoven og møder hende der. I starten er hun blot en brise,... Continue Reading →
Muireann smiler og ser på os begge med blødt blik. ”Nogle gange er der ingen mening. I hvert fald ikke hvis man forsøger at placere et mentalt filter som skabelon over mysteriet. Hvilket ofte betyder, at mange forkaster det, der kunne blive deres livs eventyr. Det er et gammelt citat og nok lidt slidt, I... Continue Reading →
Søen er stille og dyb. Tågen har lagt sig til rette og dækker landskabet i uigennemsigtigt gråt. Drømmen er intakt, tydelig som tågen, når den er lettet, tyk som varmen på en sommerdag. Jeg går målrettet i retning mod søen. Søen ses ofte som et symbol på dybde, ro, stilhed og alenehed. Samtidig er søen... Continue Reading →
Vi mødes som regel udenfor og hengiver os til vejret og forårets lune. I dag byder april på kold østenvind og sporadiske regndråber. Til forret. Senere kommer solen. Måske. Uanset hvad færdes vi helst i naturen, men Aislinn har inviteret mig til kaffe på en cafe, som efter sigende ikke ligger så langt fra Pensionatet... Continue Reading →
Overskriften har været alene i mange dage. Den landede på forårsjord og blæste omkring i vinden. Nu åbner Aislinn sin højere hånd og den lander i hvide bakker. Overskriften på den fortælling, der har været undervejs i dagevis, men som ikke var formgivet og klar til at blive skrevet. Nu rumsterer den i kold østenvind,... Continue Reading →
”Jeg kan ikke forklare det”, siger hun med et grådkvalt smil. ”Forklaringen er klar før tid og således er det ingen sandhedsoplyser, det er et forkølet måske. Et forhastet forsøg på at forstå mentalt og dermed en nedsmeltning af alt det, der simrer og det, der ikke er formgivet endnu. Alt jeg kan gøre, er... Continue Reading →
