Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Fortællingen kunne slutte her, men det gør den ikke. Bedst som jeg havde sluppet den og sat den fri i stormende kuling, bedst som jeg havde opgivet alle tankerne om at ville noget bestemt, vågner jeg en morgen og opdager en hvid fjer på min dyne. Det er vel nærmest et dun, tænker jeg, uden... Continue Reading →
I de oktoberdage kommer stormen. Den hyler som en ulv og skubber træer og buske ind mod huset. Grene slår mod ruden i monotone trommeslag. Havet er uroligt, bølgerne vælter mod land og hybenbuskene bøjer sig for vinden. Græsset ser slukøret ud. Vinden vækker mig om natten, jeg ligger vågen i stykke tid og lytter... Continue Reading →
På Skriveskolen for Fortællersker afholder jeg online skrivekurser og forløb for både kvinder og mænd med fokus på intuitiv skrivning. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig og du behøver ikke særlige skriftlige forudsætninger for at være med. Følg blot din skrivelængsel. Mine Fortællersken skrivekurser er for kvinder i alle... Continue Reading →
Skrivelyset brænder, jeg har trukket dagens kort. Stille skriver jeg mig ind. Denne gang inden morgenmaden. Lyset tøver, knækker en af nattens strenge, men melodien spiller stadig. De danser på kanten. Mørket og lyset. De venter på et tegn. Jeg har lært om tålmodighed, skriver jeg i min rejsedagbog, men ved ikke helt, hvad det... Continue Reading →
Hvad jeg så i vinkælderen? Jeg troede ikke mine egne øjne og du vil heller ikke tro dine. Men du må tålmodigt vente på afsløringen, den kommer først på de sidste sider af dette manuskript. Et manuskript som afsluttes ved tidspunktet for Samhain, hvor jeg med min kuffert træder ud af døren til Pensionatet og... Continue Reading →
”Skal vi så fejre noget her ved nymåne?” spørger Elva. Vi er samlet til eftermiddagste i køkkenet. Det er normalt Virginias domæne, men hun er taget på weekend hos familien. Maize er i skoven, det er hun næsten altid nu og rygtet siger, at hendes hus tager form og vil stå færdigt med udgangen af... Continue Reading →
Jeg har mødt Haren og Hind. Jeg har talt med Cailean. Svarene danser i brisen, men som Haren sagde, er svar sådan et endegyldigt sted, som om alle veje ender her. I ingenting. Mens jeg går det stykke af landevejen på vej mod Pensionatet og drejer af ned af stien til venstre, kan jeg mærke,... Continue Reading →
På vej tilbage fra Caileans hus møder jeg haren. Den dukker op på engen i det tykke græs, siddende i en solstråle. Når hun rejser sig på bagbenene, har hun 360 graders syn og kan både se og mærke, hvad der nærmer sig. Hun føler sig frem og ved instinktivt, at det ikke kun er... Continue Reading →
Det er som om mine ben nægter at gå hurtigt. De føles tunge og beslutsomme på en og samme tid. Selvom jeg havde planlagt en rask tur gennem klitterne og ud til havet, fragter de mig en helt anden vej. Vi drejer mod højre og går ud af stien og op til landevejen, mine ben... Continue Reading →
Som oktober bliver ældre, mærker jeg en lettelse over at vide, at en cyklus snart er forbi. Men det er afgørende at jeg ærer de sidste dage og uger. Nu mere end nogensinde er det essentielt, at jeg går langsomt og at slutningen bliver ligeså magisk som den nye begyndelse. Magisk, spørger du, hvad betyder... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 