Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det bliver Sommersolhverv og jeg fejrer alene. Allerede her er jeg nødt til at korrigere, for jeg er ikke alene. Jeg deler hus og liv med min hund Fleur. Og paradoksalt nok er det oftest, når jeg er allermest alene, set fra det ydre, at jeg slet ikke er det. Den tankegang er så snæver,... Continue Reading →
Når Elva sender mig små beskeder, der rammer min telefon med vingesus, spørger hun næsten altid om Brónach. Har du besøgt Brónach for nylig? Er du klar over, hvor heldig du er? Ved du det, Eidheann? Jeg smiler og ryster på hovedet. Godt nok er jeg glad for Brónach og hendes visdom, der rammer ømme... Continue Reading →
Det sker på det tidspunkt, at jeg vågner op i sommeren. Selvom vejret er tvivlsomt og vinden kold, hører jeg hendes stemme. Vi er ude og gå morgentur, Fleur og jeg og noget bringer os rundt op huset, op af stien og ud på landevejen. Der står hun med sine venner, gule ansigter med hvidt... Continue Reading →
Det er her fortællingen tager en drejning, selvom det kan synes som om, at den bare går i ring og nu er vendt tilbage. Til udgangspunktet. Fleur og jeg alene i Huset ved Havet. Elva, der kom som en vind og som nu er på vej ud i verdenen med sin tevogn. Indrømmet, jeg kunne... Continue Reading →
Dage går og dage kommer. Maj bliver juni, forår bliver sommer. I løbet af få uger har det hele flasket sig for Elva som var det meningen, at det skulle ske. Hun køber sin vogn af en fyr, som Seamus kender. Som dominobrikker byder det sig til, men de falder ikke, brikkerne. De rejser sig... Continue Reading →
”Hvad nu hvis du ikke har gjort noget galt. Som i overhovedet? Vi sidder ved bordet i køkkenet, morgenen byder på regn og solsortesang. Gennem det åbne vindue kan vi høre dråber og skønne triller. Han er en kyndig sanger, solsorten, en virtuos. Det dæmpede lys, det bløde skær gør øjne og hjerte godt. Jeg... Continue Reading →
Dage med ustadigt majvejr følger. Det er et forunderligt skue og umuligt at forudsige. Men jeg opdager, at jeg er faldet på plads et sted i mig selv, jeg føler mig fri ved blot at betragte. Tid i haven bagved huset, tid på terrassen med udsigt til klitter og hav. Løbe ind i tørvejr, når... Continue Reading →
Brónach er i haven, som nu blomstrer i al mangfoldighed. En brise fra havet bevæger sig mellem træer og grene, et vindpust af noget, som får haven til at danse. Træerne, blomsterne, græsset og mælkebøtterne. De sarte røde valmuer, som dog er det stærkeste, jeg ved. Fleur løber i forvejen og proklamerer, at vi er... Continue Reading →
“Det er sværere end jeg troede” indrømmer Elva ved morgenbordet. Efter regnen er luften tung af fugt og horisonten diset. Vinden er stille og skaber plads til ro. Jeg er træt, kan jeg mærke. Men det er morgen. Tidligt. Og vi har begge været vågne under fuldmånen, selvom vi ikke mødtes som vi har gjort... Continue Reading →
«Eidheann, er du her? Eidheann”? Jeg hører hende kalde, stemmen bæres af vinden. Vinden som har raset i dagevis, mens solen bager fra næsten skyfri himmel. Alt der var vådt, er blevet tørt. Men på stranden går alt som det plejer, vi går her i hvert fald. Fleur og jeg. Der er fralandsvind og bag... Continue Reading →
