Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Fredagen kommer og Elva og jeg gør som aftalt. Vi har booket et par værelser på byens hotel, som ligger på et af de små strøg bag torvet. Når man forlader Pensionatet og ikke kommer tilbage inden midnat, skal man skrive i den store bog, som ligger på chatollet i hallen. Det gælder selvfølgelig ikke... Continue Reading →
Eftermiddagen strækker sig dovent, vinden er i øst. Jeg har siddet på verandaen og læst i min bog. Virginia stak hovedet ud og spurgte, om jeg ville have en kop kaffe. Jeg nikkede taknemmeligt og hun serverede den i et glas med havremælk og karamelsirup. Som på en café. Med udsigt til æbletræ og solsorten,... Continue Reading →
”Jeg er væk hele weekenden” proklamerer Virginia, da hun bærer morgenmaden ud på terrassen. Det er køligere i dag og jeg skutter mig i min badekåbe. Bag mig i en stor kurv ligger tæpper og jeg fisker et frem, som jeg putter mig i. Den varme kaffe gør godt, de lune boller ditto. Oonagh ser... Continue Reading →
Den næste dag går der et lys op for mig. Egentlig er det så indlysende, at jeg ikke forstår det. Det har noget med energien at gøre og om at acceptere, når noget er forbi. Hver dag er en historie. En fortælling om firetyvetimer, jeg fylder med mit liv. Når jeg lægger mig på puden... Continue Reading →
Det er en fryd at vågne op og gå til havet. Som det første. Uden tvivl. I ført badekåbe, klipklapper og med håret sat op. Med søvnen hængende i huden og en følelse af at være en af de første, som griber dagen og siger ja. Solsorten hilser mig med sin sang, æbletræet nikker godmodigt... Continue Reading →
Krage kalder morgenen ind. Gennem det åbne vindue hører jeg dagen stå op og lydene vokse. Lyset rejser sig som en søjle og snart danser landskabet i morgendis. Udenfor mit vindue på værelse nummer 3. Søvnen slipper uden modstand, jeg bliver liggende lidt og lytter. Skubber blidt tanker om andet bort og nyder den kølige... Continue Reading →
Mandag morgen er vi alle samlet ved morgenbordet. Virginia er tilbage og har bagt surdejsbrød, store skiver, sprøde og saftige, ligger på et fad. Melon, jordbær og agurk er stødt til. Det er blevet sommer på Pensionatet. Jeg vågnede lidt før 6 og var frisk. Vinduet stod på klem og fuglene sang. En krage skreg.... Continue Reading →
Hun kom ved midnat, da maj blev juni. Med bussen kørte hun igennem hårnålesving og så lyset fange træer og insekter. Han satte hende af ved det grønne stoppested, chaufføren og hun gik resten af vejen under tiltagende måne. Kufferten på hjul trak hun bag sig. Et sted på vejen hilste hun på Willow, som... Continue Reading →
Oonagh June er skam ankommet til pensionatet, selvom hun ikke er indskrevet i fortællingen endnu. Efter sigende ankom hun med bussen til det grønne stoppested ved midnat i går. Willow er forduftet og fortsættelse følger Hvordan mon hun ser ud, hvordan mon hun er? Oonagh June. Det ser jeg frem til at skrive mig ind... Continue Reading →
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
