Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Så meget godt i vente. Kaffen laver bryggelyde og stearinlyset blafrer. Morgenen er mørk, dis ruller ind over landskabet. I det fjerne tuder uglen og jeg hilser tavst på hende. Hun, som fortalte mig om magiske udsving. Så mange venner og frænder, tænker jeg og skriver det i min rejsedagbog ved køkkenbordet. Så mange bud... Continue Reading →
Efter mødet med Cleena, kaffe og solar plexus kager går Fleur og jeg en rask tur i skoven, inden vi vender hjem. Budskabet lader jeg simre, jeg har altid troet, at det var havet, som rummede mine svar. Nu hvisker noget i mig, at svaret er mangfoldigt og at skoven har sit at sige. Skoven,... Continue Reading →
Man kan være daggry og blive en solopgang. Solsorten som stille synger. Man kan være flammen, stearinlyset, det dæmpede skær. Man kan bevæge sig til rytmen af guddommeligt flow. Ilden i brændeovnen, det nybagt brød. Marmeladen som en hyldest til sommer. Et potpourri af små glæder som perler på snor. Man kan være tidlig morgen... Continue Reading →
Jeg går i seng og falder hurtigt i søvn. Da jeg vågner er lyset på vej og månen på den anden side. Hvad skete der? Jeg ligger lidt med den oplevelse, jeg fik og mærker, at den skænkede mig en åbning. Nysgerrigt spørger jeg, men svaret er ikke klar. Det simrer et sted hos en... Continue Reading →
Ved fuldmåne sidder Uglen i fyrretræet og svajer i vinden. Majestætisk spejder hun ud i mørket, der i månens anledning har sølvlys og skygge. Jeg er på vej i seng, slukker lyset og skal til at vende mig mod trappen, da jeg får øje på hende gennem vinduet mod gårdspladsen. Månelyset spilder sine stråler gennem... Continue Reading →
”Det var en test” siger jeg til Poppy, som er kommet forbi iført vandrestøvler og vindjakke. Hun sætter sin bil i indkørslen, banker på og fortæller at hun vil gå sig en lang tur. Vil vi mon med? Fleur og jeg? Eller har vi andre planer? Det er først på eftermiddagen og lyset er behageligt,... Continue Reading →
Gwenllian tilbringer weekenden hos Brónach og lader mig vide, at hun skal have mit svar søndag eftermiddag, inden hun tager afsted. Det, jeg troede var en behagelig spøg, viste sig at være alvor. Hun mener det, hun har inviteret mig ud på sin ø. En ø, hvor hun bor alene med sine fugle. Alt i... Continue Reading →
Brónach har besøg af veninde fra fjern kyst. Det er sådan, hun præsenterer sig. Kvinde fra fjern kyst. Jeg rækker hende min hånd og mærker en varm kølighed. Hun ser mig i øjnene, hendes er isblå og nysgerrige. Ansigtet åbent, et smil vokser. ”Eidheann, hun lægger hovedet lidt på skrå, har vi ikke mødt hinanden... Continue Reading →
Ofte kommer ordene på engelsk i min rejsedagbog. Sådan har det altid været. Min stille stemme hvisker på et andet sprog end det, der er mit modersmål. Nogle gange er jeg oversætter og bygger en bro mellem de to lande i mig. Andre gange lader jeg det være som det er. Det er ofte den... Continue Reading →
Mørket kommer tidligt nu, sniger sig rundt om hjørnet og kigger ind af køkkenvinduet. Danser i klitterne og venter lidt, inden det indtager havet. Jeg venter med at tænde lys, mine øjne vænner sig gradvist til mørket. Skumring, blot et stearinlys blafrer. Jeg skriver i det lys. På komfuret i køkkenet står simregryden og sender... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 