Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er på tide at du skifter spor, så du kan begynde at huske alt det, der vil være godt for dig at huske. I det ligger der en helt særlig kraft.” Muireann bider i resten af sin tranebærcookie, den eksploderer og hun slikker krummer af læben. Resten ligger på bordet ved siden af kaffekop... Continue Reading →
”Kom ind Eidheann. Jeg har set dig!” Stemmen er en østenvind af drilsk kvindekraft. Den blander sig med regnen og sender dråber min vej. Direkte ind i ansigtet, jeg kniber øjnene sammen og smager på et par, som har lagt sig på overlæben. Mine varer bliver våde, jeg ignorerer stemmen og åbner bagklappen på bilen,... Continue Reading →
Jeg giver mig tid i skumringslys, dagen kommer langsomt som et suk fra dybet. Rejser sig stille, ingen hastværk, let dis slører udsynet og fugt trænger sig på. Skiftet er markant. De sidste rester af sommer tages af vinden, der puster sig op i vest. Tid. Skumring. Daggry. En rejsedagbog med læderomslag og sider med... Continue Reading →
Uglen kalder ved Efterårsjævndøgn, så bliver hun stille. Trækker sig tilbage til natteskoven og lader mig simre med det, hun efterlod. Senere mødes vi igen. Brónach inviterer til ceremoni ved Efterårsjævndøgn og siger henkastet, at jeg jo kan invitere to af mine bekendtskaber fra Allesteds Cirkel. Så vi er fire i cirklen. Eller fem for... Continue Reading →
Tæt på fuldmåne falder søvnen på gulvet og bliver til små skår af glæde. Det er en forunderlig oplevelse. Jeg plejer at være irriteret, når det sker, jeg har brug for min søvn og det har ofte været mit fokus. Manglen på samme. Denne gang sker noget andet, jeg rejser mig op i sengen, letter... Continue Reading →
Det er efterår nu, vi er midt i september og inden længe er det både fuldmåne og Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke... Continue Reading →
Brónach står ved døren, da jeg kører ind på gårdspladsen bag huset. Vindblæst hår og røde kinder, gråblå kjole med vidde. Hun vinker, da hun ser bilen, et smil glider over hendes læber. Jeg åbner døren, hun taler gennem vinden. ”Guddommelig timing. Jeg kommer med glæde.” Jeg stiger ud af bilen og skærer en grimasse,... Continue Reading →
Der dufter af tidligt efterår, luften er sprød og klar fra morgenstunden. Dis danser. Tyk af dug, fuld af æbler, fugt og bål. Gardinet blafrer stille, jeg putter armene ind under dynen og bliver liggende lidt endnu. Men så. Jeg rejser mig brat, strækker kroppen og tager et par dybe vejrtrækninger. ”Kom Fleur, vi vil... Continue Reading →
Egentlig er det ikke det, jeg vil høre. Min frihedstrang vokser, hver gang nogen taler om struktur. I mit gamle liv var jeg struktureret, jeg satte mig selv i bås og kaldte mig blæksprutte, fordi blæksprutter var i høj kurs. Tusind arme, gribe alle bolde, jonglere og aldrig tabe andet end sig selv. Jeg var... Continue Reading →
Det er noget, jeg øver mig på. At tillade. Helt bevidst vikler jeg mig ud af livets tråde og opgiver den modstand, der skaber friktion. En ting er guddommelige forsinkelser, som i virkeligheden er perfekt timing, det er bare os, som bliver utålmodige og tror, at vi er glemt. Noget andet er at stå i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 