Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er en af de vinterdage, hvor østenvinden hyler i huset og skyerne er sneblå. Hvor mørket ikke trækker sig helt, men venter bag træerne i dybe skygger, man ikke kan se. Hvor kulden mærkes på hud og i sjæl og hvor den gamle gryde bobler over ilden. Tænder man for radioen varsler de farligt... Continue Reading →
Vejen til fortællingers medicin handler ikke bare om at skrive og fiske en fortælling frem. Og det handler slet ikke om likes eller berømmelse. Det er en vej dybt ind i dig selv til et sted, hvor dit sande hjerte bor. Den vej er fuld af fælder og forhindringer, for gennem det meste af dit... Continue Reading →
Lyd af ravn et sted mellem træerne. Lav sol og dybe skygger. Knitrende skridt over nedfaldne blade, opløsning og forfald. Det er smukt, tænker jeg og mærker energien, den flyder fra kilden, når jeg ikke stritter imod. Om vinteren er den langsom, den bor i dybe rødder. Ranke graner byder velkommen, jeg forlader den vante... Continue Reading →
”Det er de fortællinger, du skal skrive nu”, siger luftdragen, som er sendt fra himlen. Jeg synes han er grim. Noget ved ham frastøder mig, gør mig urolig og bange. Bange er et ord, jeg er bange for at skrive, men nu gør jeg det, jeg skriver det, som det er. Han venter roligt et... Continue Reading →
Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.... Continue Reading →
Månerester og iskold vind. Fleur og jeg går tur ved havet på februars første dag. Det er morgen, som altid traver vi en tur efter morgenmaden. Vi forlader den varme ild i køkkenet og går ud i vejret. Vinter, februar er kommet, det er Imbolc og ofte det koldeste tidspunkt på året. Men under jorden... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket er sorte tangenter, kontrasten, dagen er en diset drøm. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg gør det... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Det er mørkt, glat, tøvejr nu og uanset, hvad jeg skriver, kan det ikke beskrive min dybe frustration over at være trængt op i en krog. Testet, prøvet og eksamineret med en følelse af at være dumpet. Jeg bestod ikke eksamen og er tilbage på et knastørt og goldt sted som føles meget værre end... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at gøre præcis som Clodagh anbefaler og erklærer mig villig og åben. Jeg ønsker at lytte til det, der pulserer og til min sjæls vise stemme. I trust my inner voiceThe divine guidance within Jeg har hørt det mange gange i de seneste uger. Jeg er blevet for fokuseret på resultatet.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 