I det gamle bibliotek

Selvfølgelig har hun planlagt det hele. Men om hendes natlige udflugt har noget med undervisningen at gøre, ved jeg ikke. Efter morgenmaden og ti minutters pause, hvor vi lige kan nå op på værelserne og hente pen og notesblok, samles vi i det gamle bibliotek bag spisestuen. Værtinden har sørget for friske forsyninger af vand,... Continue Reading →

Ørnen og længslen

Jeg så ham lette fra marken, da jeg lukkede vinduet til skrivestuen. Med gyldenbrune fjer i modlys svævede han rundt i bløde cirkler, inden han forsvandt bag træerne mod syd. Ørnen. Det var forleden dag, nu kommer han igen flyvende ind i min sfære, jeg smiler og mumler et blødt selvfølgelig. Han viste sig for... Continue Reading →

Gå langsomt nu

Jeg ser dem i skellet mellem nat og dag, lyset sniger sig over hylden. Træet med de rødsorte bær står midt i solopgangen. Og de to? Ræven og Solsorten, står de i ledtog med hinanden eller er det også bare et tilfældigt møde? ”Spørger du mig?” siger Ræven. ”Eller mig?” Solsorten kommer helt frem, nu... Continue Reading →

Lige ved hånden

“Just follow the instructions” sagde Ravnen til mig forleden dag og jeg så bogen for mig. Det sker midt i kaos, et indre stormvejr som har hvirvlet alle frygttrickere op. Jeg kastes frem og tilbage i søvnløs drøm og stormen hiver i den ham, jeg endnu holder fast i. Men det er tid, så jeg... Continue Reading →

I tågen er en dør

”Denne morgen er en invitation.” Vi mødes ved daggry, vinden er iskold og vejen glat. Han fylder i landskabet på samme måde, som ilddragen gjorde det, men her er elementet jord. Roen damper fra hans varme krop. Dagen står åben. ”Nå” fortsætter han og kommer et skridt nærmere over det våde græs på engen. ”Tager... Continue Reading →

Fortællingens væsen

”Jeg giver afkald på en fortælling”, siger jeg så højt, at han ikke kan undgå at høre det. Jeg er ikke i humør til … ” Over sten og knoldet jord kommer han nærmere. Vi befinder os et stykke oppe i bjergene. Det er en kølig morgen, skyerne ligger lavt og lyset er dæmpet. Verden... Continue Reading →

Havfrue med uglevinger

“Use your intuition, develop your clairvoyance.” Det er de store følelsers tid. Siger den ensomme ugle Srona. ”Ensom” smiler hun, det ved jeg ikke hvad betyder. Fortæl mig om den. Din ensomhed.” Jeg ryster på hovedet, alene er jeg sjældent ensom. Det er i selskab med mennesker, som trives på overfladen og som har udstukket... Continue Reading →

Æresgæsten

Der er en længsel og et løfte. En tone, som stille synger sig selv gennem disen. Jeg mærker det, men er samtidig klar over, at dette er endnu en dag på tærsklen. Jeg svøber mig i disen, en blåhvid kåbe og traver af sted gennem pytter. Tøvejr. Det er lidt varmere nu, men luften er... Continue Reading →

Stormens øje

Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →

Mørkets døre

I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑