Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg bader i havet, men jeg fryser og fortryder at jeg stod op og gik herned. Der var lunt under dynen og jeg sov dårligt i nat. Det småregner, luften er kølig og vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro at det var efterår. Det gør noget ved mig. Min krop er ikke færdig med... Continue Reading →
Da jeg kommer tilbage, har jeg fået en ide. Jeg vil tale med Maize. Hendes plan for fremtiden ligner min, selvom hun vil bo i skoven og jeg ved vandet. Hun fortalte, at hun ville lade et hus bygge i skoven. Har hun fået tilladelse til det? Og af hvem? Opfyldt af spørgsmål banker jeg... Continue Reading →
Dervla har besluttet, at biblioteket åbner igen. Det ustadige vejr og det kommende efterår er en kærkommen lejlighed til at slå dørene op og rykke lidt ind igen. Men vi spiser skam stadig på terrassen. Vi indvier høsten og det kommende efterår med en sammenkomst, hvor Virginia har tændt op i pejsen og hvor der... Continue Reading →
Huset virker hvidt, men da jeg kommer tættere på, kan jeg se at det er svagt lyseblåt. Som om himlen skinner på de kalkede mure. Det er et lille hus med stråtag og skorsten, placeret på et højdedrag i klitterne, majestætisk tilbagetrukket med udsigt over havet. Tøvende går jeg fra stranden og op i klitterne,... Continue Reading →
Det blev en fin aften fuld af højtidelighed og glæde. Det gør godt at fejre og få øje på alle de frugter, sommeren har båret vores vej. Ofte har man fokus på mangler, ofte finder tankerne negative tråde og man hænger fast som en flue i et edderkoppespind. Dervla var ceremonimester og Virginia havde tilberedt... Continue Reading →
Næste formiddag går jeg vejen frem til lågen i skoven. Jeg vil besøge Cailean og spørge ham til råds. Det er længe siden, jeg var her sidst, nu er både eng og skov tilvokset og jeg kan dårligt se den. Lågen. Men jeg ved den er dér. Den knirker som velkomst og jeg træder ind... Continue Reading →
”Der er ting, som er kendte og ting, som er ukendte. Mellem dem er dér døre.” Nellie citerer William Blake, da vi mødes på stranden næste morgen. Jeg iført badekåbe, hun i kragedragt. Vi kommer med hvert vores element og mødes et sted i midten. På stranden. Det er kølig morgen, skyerne hænger tungt over... Continue Reading →
Jeana rækker os nøglerne og vinker, da vi kører ud fra gårdspladsen og op af markvejen. Elva er ikke i tvivl, vi følger samme rute som sidst. Inden længe vil vi komme til det sted, hvor vejen drejer og hvor skiltet peger mod Vildsted. Skyerne er blevet tættere, lyset dæmper sig. Vi kører et stykke... Continue Reading →
Så detaljeret er drømmen, at jeg opdager det sent. Det er bare en drøm. Vores møde og de søde detaljer, vores elskov, maden og vinen. Skibet på det åbne hav. Den blå himmel. Det var så let og så naturligt, at det gør ondt at vågne og opdage, at det aldrig rigtigt skete. Kun i... Continue Reading →
Den dybere vandring bringer mig ind i en sfære af taknemmelighed. Det sker bare og jeg begynder at sætte pris på alle de små ting, der egentlig er de store. Rutinerne fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og nægter at tage på tanketur ind i problemer. Jeg trækker vejret dybt og forankrer mig i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 