Ventetid i skoven

Så skete det, at jeg trådte ind skyggen og ud på en rejse. I hånden havde jeg min lanterne og vejen førte mig ind i skoven. Lanternen lyste kun en lille bid af vejen op, for sådan er det med livets lanterner. Omkring mig stod de mægtige træer, fyr, gran, eg og bøg. I mørket var de blot silhuetter, levende markører på min vej. Nogle hviskede, da jeg gik forbi. Andre sang. Mens andre igen var stille og lod vinden gøre sit.

Nogle vil sige, at det er for tidligt at sætte ord på. Jeg prøver alligevel. For har pennen ikke før været mit transportmiddel og ført mig på vej? Ind i skoven, uvisheden, de dybe skygger og mørket. Frem til en lysning, fortryllende mos og en visdomssten. Måske. Man ved aldrig, det er det eneste, der er sikkert og vist. Men man kan være åben for overraskelser og mirakler.

På de mest ensommes steder i skoven kan du møde hjælpere og frænder. Hvis du er opmærksom og ikke drager forhastede konklusioner. Det er svært, jeg ved det, jeg har været der selv. I skoven med min lanterne.

Ulven er hos mig, hun bor i min krop. Hun er mit instinkt og mit vilde væsen. Hun æder mig ikke, hun gør mig ikke ondt, hun vandrer med mig gennem skyggen. De store træer hilser, når vi går forbi. Fyr, gran, eg og bøg. Og på en lidt lysere etape møder vi skovens hvide damer. Birketræerne. De synger om nye begyndelser, når det bliver tid. Ikke før og ikke siden.

Hos birketræerne, som også kaldes skovens hvide damer, kan du lægge dine bekymringer i en dynge. Sig det højt, som tynger dig og du skal se, de kender en sang om det. Du er ikke alene. Du er ikke fortabt. Du er blandt skovens vise.

Så sker det, i skyggen, at lyset bryder frem. En lille gylden sprække. Der er håb de forunderligste steder. Men det er for tidligt at håbe, siger ulven som er klog, for du håber måske det forkerte. Skoven har mange stier og steder, du går, hvor du har brug for at være. Stol på det, svøb dig i tillid og tag et skridt af gangen. Lad din lanterne lyse og drag ikke forhastede konklusioner. Lad ulven i dig vise vej.

Lene Frandsen ©️
Vejen til Fortællingernes Medicin 
5. februar 2026

“I said to my soul, be still and wait without hope, for hope would be hope for the wrong thing; wait without love, for love would be love of the wrong thing; there is yet faith, but the faith and the love are all in the waiting. Wait without thought, for you are not ready for thought: So the darkness shall be the light, and the stillness the dancing.”

― T.S. Eliot

Skoven

Skoven er et vidunderligt sted at starte, hvis vi ønsker at skrive intuitivt og finde vej ind i en fortælling. Vi træder over en tærskel og går ind i skoven. Vi behøver ikke at vide, hvad vi vil skrive om. Vi begynder bare at gå-skrive.

Skoven er næsten altid repræsenteret i eventyrene. Her er mange farer, men der er også magi og fortryllelse. Når du går ind i skoven, træder du ud i det ukendte og det er du nødt til, hvis du vil have noget til at ske. Det uventede, spændende og overraskende sker altid, når vi mindst af alt venter det og det sker altid, når vi skriver. Fortællingerne ved bedst selv, de overrasker os med deres list, snedighed og visdom.

Så intuitiv skrivning kan være som en tur ind i et ukendt skovterræn.

Skoven og dens univers, træer, dyr og væsener, kan hjælpe dig både på din indre og ydre rejse. Og den intuitive skrivning på vejen til fortællingens kraft kan også hjælpe dig med at mestre livet. Det uvisse, ukendte og usikkerheden. Det ikke at vide og ikke at kunne få svar. Før de er klar. Før du er klar. Men du kan skrive om det 🕯️

Go out in the woods, go out.
If you don’t go out in the woods nothing will ever happen and your life will never begin.
– Clarissa Pinkola Estès –

Kærlig hilsen
Lene

Skriveskolen for Fortællersker
Vejen til Fortællingernes Medicin