Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Eilidh kommer alene, Ailsa skal hjælpe sin mor med et haveanliggende i dag. De sætter hende af på gårdspladsen bag huset, hun stiger ud og virker forbavsende selvsikker, da hun vinker farvel og går hen til min dør og banker på. Hun bærer på en stor skuldertaske. Jeg åbner døren, Fleur springer ud og hilser... Continue Reading →
De første skridt på ny sti kan godt være lidt tunge. Det, der før beskyttede dig og samtidig holdt dig fanget, blusser op som et bål. Du er på vej ud af din komfortzone og det er helt naturligt, at den beskyttende mekanisme gør brug af sine våben. Du hører alle de gamle historier, velkendte... Continue Reading →
Lyset på himlen vokser. Jeg står i klitterne og spejder ud i horisonten. Bag mig er dagen stået op. Fleur løber allerede rundt i sandet og finder sine skatte. I vandkanten vender hun om. Lyserøde bølger skyller mod land. Jeg løfter mine arme og vender mine håndflader opad. I dag vil jeg være åben og... Continue Reading →
Jeg vågner ved 3-tiden, går på toilettet og er vågen. Søvnen nægter at komme tilbage. Den fløj ud i natten og bankede på et andet sted. Jeg vender og drejer mig i sengen. Fleur snorker i fodenden, hun er tung og tryg. Tanker, jeg ikke længere tænker, kommer forbi og prøver at friste mig. De... Continue Reading →
”Det var en test” siger jeg til Poppy, som er kommet forbi iført vandrestøvler og vindjakke. Hun sætter sin bil i indkørslen, banker på og fortæller at hun vil gå sig en lang tur. Vil vi mon med? Fleur og jeg? Eller har vi andre planer? Det er først på eftermiddagen og lyset er behageligt,... Continue Reading →
Det er efterår nu, vi er midt i september og inden længe er det både fuldmåne og Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke... Continue Reading →
Der dufter af tidligt efterår, luften er sprød og klar fra morgenstunden. Dis danser. Tyk af dug, fuld af æbler, fugt og bål. Gardinet blafrer stille, jeg putter armene ind under dynen og bliver liggende lidt endnu. Men så. Jeg rejser mig brat, strækker kroppen og tager et par dybe vejrtrækninger. ”Kom Fleur, vi vil... Continue Reading →
Det er sommerens sidste dag. Et strejf af vemod kommer sejlende på mit indre hav. Jeg stryger det kærligt over kinden og lader det gå. På samme måde, som jeg går gennem klitterne og hilser på hyben og krat. Væk fra tunghed og stagneret energi. Fleur løber som altid i forvejen, glad, kåd og fuldt... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
Egentlig er det ikke det, jeg vil høre. Min frihedstrang vokser, hver gang nogen taler om struktur. I mit gamle liv var jeg struktureret, jeg satte mig selv i bås og kaldte mig blæksprutte, fordi blæksprutter var i høj kurs. Tusind arme, gribe alle bolde, jonglere og aldrig tabe andet end sig selv. Jeg var... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 