Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det sker på augusts syvende dag. De lyse nætter ender. Da jeg står op og går til havet for at bade, er vejret blæsende og regnfuldt, som om efteråret havde set sit snit til at tage over. Vinden rusker i badekåben og jeg småfryser i mine klipklapper. Hybenbuskene danser i vinden, det sporadiske græs stritter... Continue Reading →
Fortællersken Den Indre Rejse er et intuitivt skrivekursus for dig, der ønsker at bruge ord og fortællinger på den indre rejse. Holdstart 15. september.
Dervla har besluttet, at biblioteket åbner igen. Det ustadige vejr og det kommende efterår er en kærkommen lejlighed til at slå dørene op og rykke lidt ind igen. Men vi spiser skam stadig på terrassen. Vi indvier høsten og det kommende efterår med en sammenkomst, hvor Virginia har tændt op i pejsen og hvor der... Continue Reading →
Huset virker hvidt, men da jeg kommer tættere på, kan jeg se at det er svagt lyseblåt. Som om himlen skinner på de kalkede mure. Det er et lille hus med stråtag og skorsten, placeret på et højdedrag i klitterne, majestætisk tilbagetrukket med udsigt over havet. Tøvende går jeg fra stranden og op i klitterne,... Continue Reading →
Brisen får vinduet til at klapre. Lyset siver stille ind gennem det blafrende gardin. Der dufter af hav og af morgen. Jeg tøver ikke, men står op og gnider mine øjne. På med badekåben og ud af døren til værelse nummer 3. Forsigtigt går jeg ned af trappen, jeg vil ikke vække nogen, jeg har... Continue Reading →
Hvad handler det om? Livet. Det tænker jeg over i de julidage, hvor vejret er ustadigt og vinden kold. Hvor jeg ser Nellie flyve over have og hav og boltre sig i luften. Hvor jeg ser hende lande igen og forvandle sig for øjnene af mig. Mange mener, at der ikke findes magi. Den påstand... Continue Reading →
Den dybere vandring bringer mig ind i en sfære af taknemmelighed. Det sker bare og jeg begynder at sætte pris på alle de små ting, der egentlig er de store. Rutinerne fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og nægter at tage på tanketur ind i problemer. Jeg trækker vejret dybt og forankrer mig i... Continue Reading →
Det småregner og denne morgen går jeg alene til havet for at bade. Skyerne hænger tungt over landskabet, dovne drypper de dråber. Mine klipklapper laver deres lyd, mens jeg går gennem klitterne. Hybenroserne dufter skønt. Det er en sanselig morgen, men køligere end det har været længe. Jeg er alene, hverken Elva eller Caitríona er... Continue Reading →
”Jeg kommer til at savne dig” siger jeg til Oonagh, mens vi står på stranden på junis sidste dag. Det er lettere overskyet og brisen er kølig. Jeg har taget min badekåbe på og skutter mig lidt. ”Ditto” smiler hun, ”det har været en fornøjelse. Men du har fået to nye badevenner. Elva og Caitríona.... Continue Reading →
Hun står udenfor havelågen og venter. En fremmed skikkelse, en kvinde, jeg ikke har set før. Hun er iført en grønblomstret kjole, der når ned til fødderne og hendes lange hår er prydet med en blomsterkrans. Hendes øjne er grønne som kjolen, håret er mørkt. Der er ingen tvivl om, at hun venter på nogen... Continue Reading →
