Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
September slutter dér hvor oktober begynder. Ved midnat skifter de plads. Clodagh forsvinder i efterårsvinden og mørket omslutter hende. Månen er fuld sådan næsten da, for mørket har spist et par bidder af det, der var hendes runde ansigt. Hun ser stadig smuk ud, som hun hænger over havet og sætter sølvspor på sin vej.... Continue Reading →
Jeg er sikker på, at og Clodagh har arrangeret et aktivt Efterårsjævndøgn og at hun ved morgenbordet vil redegøre for dagens program. Tanken gør mig træt. Jeg er ved at komme mig over min forkølelse og føler mig træt og eftertænksom. På den gode måde. Men selvom jeg har det bedre efter min forkølelsesinfluenza, er... Continue Reading →
Nu sker der noget i naturen. Måske er det efteråret, som spejles i mig og forkølelsen er et tegn på, at kroppen sætter noget fri. Det sker altid bagefter, når noget er forbi. Den forsinkelse kan være svær at forstå, men den har perfekt timing. Næste morgen vågner jeg ved, at regnen trommer mod ruden.... Continue Reading →
Når jeg på et tidspunkt læser tilbage og genoplever fortællingerne, når jeg vandrer ind i deres landskab og husker, hvad jeg så, lærte og sansede, så vil jeg forbavses over, hvor meget jeg skrev og skabte. Uanset om strandhuset dukker op som en fysisk manifestation eller det forbliver et helligt sted på mit indre landkort,... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at gøre præcis som Clodagh anbefaler og erklærer mig villig og åben. Jeg ønsker at lytte til det, der pulserer og til min sjæls vise stemme. I trust my inner voiceThe divine guidance within Jeg har hørt det mange gange i de seneste uger. Jeg er blevet for fokuseret på resultatet.... Continue Reading →
Clodagh løber sin tur hver morgen og når jeg tager mit morgenbad i havet, ser jeg hende ofte løbe forbi. Hun stopper sjældent, men ser koncentreret ud og afbryder ikke sin løbetur for at sludre med mig. Sådan har det været i dagevis og jeg er blevet vant til det. At hun glider forbi. Vandet... Continue Reading →
”Hvor længe skal jeg vente” spørger jeg vildsvinet i drømmen. Han dukker op i en lysning og underligt nok er jeg ikke bange. Vi kender hinanden fra før og derfor tøver jeg heller ikke med mit spørgsmål. ”Længe nok” svarer han nøgtern og tager et par skridt i min retning. Bag ham er træstammerne nøgne... Continue Reading →
Marnie og jeg aftaler at mødes igen. Hun sætter mig af ved vejen, der fører ned til Pensionatet og kører videre ind mod byen. På bagsædet sidder Clover og ser veltilfreds ud. Jeg vinker og går langsomt ned af vejen, inden jeg drejer til venstre rundt om hækken og går gennem havelågen. De andre sidder... Continue Reading →
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Nu mærkes tomrummet som en ekkodal af længsel. Jeg vifter impulser væk, jeg registrerer utålmodighed, rastløshed og let frustration. Indtil det dæmrer. Det gør det om morgenen kl. 6, da jeg smider badekåben og løber ud i vandet. Bølgerne griber mig og skubber mig fra land. Østenvinden tuder. Et strejf af panik, så lander jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 