Pletter af pink

Det er morgen, lyset er kommet, vinden har blæst skyerne bort og pletter af pink farver himlen. Vi er samlet i spisestuen, ilden buldrer i pejsen og kaffen er god. ”Det er busdag i dag” hvisker Elva i mit øre og jeg nikker, det har jeg tænkt på. Vi kunne tage en tur til byen... Continue Reading →

Velsignelsen

Han står under to birketræer, der danner en port. Han velsigner den nye begyndelse. Jeg forlader huset ved daggry, hvor lyset blot er en sprække på himlen. Afskedens time kom og hjertet var tungt, da hun omfavnede mig og gav mig en madpakke til rejsen. ”Du er klar” hviskede hun i mit øre og skubbede... Continue Reading →

Det du husker

”Lad dig nu guide af ord og fortællinger. Skriv din sjæl.” Jeg åbner skrivebogen som er fuld af blanke sider bortset fra den forreste side, hvor hun har skrevet sine ord. Da jeg vågner, hænger månen i vest og mørket lever endnu. Jeg står op, tænder stearinlyset på det lille bord foran vinduet og finder... Continue Reading →

Visdommens Flod

Hvis du vil lytte til laksen, må du besøge Visdommens Flod. Den gamle vandvej som løber fra bjergene ned i dalen og ud på den anden side af landsbyen. Få huse er placeret i en klynge på venstre side af floden, det ene med en mølle, som man kan se, når man nærmer sig landsbyen... Continue Reading →

Langsomhedens spind

Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →

Mod nord

“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →

Tågekvinden

Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →

Solsorten og skærgården

“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →

Lyng under gråsort himmel

Tre lys brænder i cirklen af sten og fjer, lyset er dæmpet. En kølig og blæsende morgen fragter tankerne i forvejen, hvor de møder efterårets ånd. ”Det er ikke endnu” brummer en stemme og tankerne vender slukørede tilbage. Men hvad så da? På skrænten, hvor lyngen blomstrer, møder jeg Reithe, Vædderen. Han står på en... Continue Reading →

Pålandsvind

Jeg åbner vinduet, duft af regn siver ind. Stille længsel vækkes blidt og jeg føres på vej. Det er et spørgsmål om at lytte, det er en kunst at kunne uden at kaste sine formodninger i grams. Bare følge håndens bevægelser og selv være så stille som mulig, se hvilke ord, der triller ud. Som... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑