Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er diset og jeg lytter. Bag tumlende tanker og rester af frygt. De tilsyneladende utrættelige protester fra sindet, der er vant til at tale fra frygt. Den kan være så subtil, at man ikke ser den. Så lille, at den næsten er helt væk. Det er følelsen, der afslører energien og det er den,... Continue Reading →
”Det er efterårsjævndøgn”, proklamerer gærdesmutte i forbiflyvende sang. Et fløjt, en strofe og jeg indfanges, løfter hovedet og ser den lille fugl flyve tæt over græsset på marken, hurtige, smidige bevægelser, vingerne løfter den lille fugl højere og snart er han borte igen. Efterårsjævndøgn, det er sandt. Dag og nat er lige lange. Lys og... Continue Reading →
Det er sidst i april, da jeg begynder at mærke det. Magien findes i mig. Det er ikke noget udenfor mig selv, det er ikke noget, jeg skal bede om og håbe på. Jeg skal forbinde mig til den. Magien. Og her lærer jeg noget nyt. Magien er subjektiv, den er dybt personlig og fungerer... Continue Reading →
Det er en af februars fortællinger. En af dem, der skrives, når det er mørkt. Når natten kommer snigende og søvnen tøver, når stjernerne blinker på himlen stor. Endnu er det vinter. Endnu er det koldt. Hun er træt, men kan ikke sove. Noget står i vejen, hun vender sig og gribes af drøm. Det... Continue Reading →
