Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Din sande røst, synger fuglen i mørket. Det sker sent, mørket er dybt som en grav. Men graven er intet dødshul, det er en hellig livmoder. A sacred womb, som fuglen det synger. Ved nymåne på kanten til vintersolhverv. Nu er dagen blevet blå.Natten er på vej.Lyset forsvinder stille,mørket omslutter mig. Er det daggry eller... Continue Reading →
“There is no greater agony than bearing an untold story inside you”– Maya Angelou – I dag bærer vinden skyerne bort, der er bevægelse i landskabet. Lyset falder ind som en tone gennem mørket og musikken er som balsam for min sjæl. Det lys, de toner, den sang. Energien er en anden end i går.... Continue Reading →
”Hvis du finder en nøgle, finder du håb” siger uglen i egetræet. ”Leder jeg da efter en nøgle?” spørger jeg og stopper op foran det krogende træ i natten. Mine øjne har vænnet sig til mørket og jeg føler mig lidt som uglen. Bortset fra, at hun har vinger, hun kan lette og flyve lydløst... Continue Reading →
”Vi ærer november og det afspejles på Peregrinas Café” siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er søndag og vi åbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tændt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →
Åh at være vinter, skrev jeg i min rejsedagbog, med ved jeg egentlig helt, hvad det vil sige? I mine tanker jonglerer jeg med gøremål og måder, jeg kan ære min intention på. Hvordan jeg kan kombinere mit job på Peregrinas Café med det dybe kald fra mine rødder, det indre, jordiske, den sorte muld.... Continue Reading →
Når det er for tidligt at sætte ord på, men når sjælen ved. Når to sjæle ser på hinanden og forstår uden at forcere og forsøge at italesætte det, der blot er en gnist, en glød. Sådan er det for Caoilinn og mig i det øjeblik, hvor hun husker os på, at vi kan støtte... Continue Reading →
Det går langsomt nu, farten sættes ned og blade falder. Jeg står i en lysning i skoven og ser det ske. Med bøjet nakke og blikket vendt mod trætoppene er jeg vidne til de dansende blade, der slipper et efter et. Mine støvler er plantet i muld og naturlig kompost, mit hår er samlet under... Continue Reading →
Fortsættelse følger, tror jeg, men også her kan man tage fejl. Bedst som jeg ville fortælle dig om Eidheanns fuldmåneaften i selskab med Caoilinn og kærlighedsbrødbageren Felicia, dukker der noget andet op. Og her kan man jo insistere på at holde den kurs, man allerede har sat. Det er sådan, vi mennesker gør. Vi er... Continue Reading →
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
Dagen går forbavsende hurtigt. Jeg har fri kl. 16 og da jeg tager forklædet af og hænger det på knagen i baglokalet, kan jeg mærke både træthed og glæde. Caoilinn bliver en times tid mere, caféen lukker kl. 17:30, vi har gjort en ud-af-huset levering klar bestående af guddommelige osteskinkesandwich med hjemmelavet peberfrugtchutney. De sidste... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 