Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er efterår, vi er midt i september og inden længe er det Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke svært. Tværtimod. Det er... Continue Reading →
Dage i september. Dage på caféen i selskab med Caoilinn og de skønne gæster, som kigger forbi. Jeg er ved at lære byens beboere at kende og når Fleur og jeg går tur i gaderne, hilser vi på mange, som ved, hvem vi er. Det er en god følelse. Længe har jeg været anonym, en... Continue Reading →
Det er duften, der gør det. Duften, der smyger sig langs markerne og smiler i solsikkens skær. En duft af bål og frisk luft, mødet mellem sommer og efterår. Den bløde duft af august, den lidt skarpere smag af september. Jeg smiler og mine skridt er lette, da vi går vores sædvanlige morgentur. Snart bor... Continue Reading →
”Jeg kender godt skovhuset” siger Caoilinn, mens hun brygger en kande kaffe. Ikke alle gæster ønsker latte, cappuccino eller macchiato. ”Har du virkelig fået lov at leje det? Rygterne siger, at Philip er ret kræsen i forhold til sine lejere. Forstå mig ret” ler hun undskyldende, ”men han kender dig ikke. Normalt skal man igennem... Continue Reading →
Tidlig morgen, vi går ned til fjorden gennem markvejen, hvor kornet nu er høstet på begge sider. Der dufter af bål og fugt, den umiskendelige lugt af høst. En brise følges med os og roder op i pels og hår. Jeg vifter en myg væk og da alt ånder fred, slipper jeg Fleur, der glad... Continue Reading →
Det er først på aftenen, vi har lukket caféen og sat os med et glas hvidvin i gården bagved huset. Her er stille, solen passerer dovent forbi og begynder at synke ned bag hustagene. Jeg har Fleur med i dag og har derfor tid, så da Caoilinn byder på et glas vin, tøver jeg ikke... Continue Reading →
Dagen går forbavsende hurtigt. Jeg har fri kl. 16 og da jeg tager forklædet af og hænger det på knagen i baglokalet, kan jeg mærke både træthed og glæde. Caoilinn bliver en times tid mere, caféen lukker kl. 17:30, vi har gjort en ud-af-huset levering klar bestående af guddommelige osteskinkesandwich med hjemmelavet peberfrugtchutney. De sidste... Continue Reading →
Så hurtigt kan livet ændre sig. Et øjeblik, et skilt og en beslutning. Jeg går ud af caféen og føler mig lettere end før. Livet på landevejen er ovre. Jeg ser den lille by i et nyt lys og smiler til de gæster, der sidder ved bordene udenfor. Snart er det mig, som vil servere... Continue Reading →
Denne morgen tænder jeg skrivelyset, udenfor siler regnen ned. Dæmpet lys, lyd af regn og diset udsigt mod øst. Dagen er ankommet svøbt i regntøj og med paraply. Den nikker venligt til mig, mens den med langsomme skridt går forbi. Kommer du med? Dagen har gummistøvler på, håret udenfor hætten er vådt. Lyt til regnen,... Continue Reading →
Regn kommer og jeg lærer noget nyt om følelser. Det er Maeve, der i en stille stund med tekop og tanker, fortæller om hvordan hun lader følelserne flyde igennem sig. Engang strittede jeg imod, siger hun og ryster beklagende på hovedet og det blokerede energien. Hvis du ikke accepterer dine følelser, stagnerer du energien og... Continue Reading →
