Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
Det er sværere end jeg tror. At være taknemmelig. Men jeg har skrevet en fint formuleret intention i min rejsedagbog og hver morgen åbner jeg et indre rum, som har en rusten nøgle. Først skal jeg igennem en række af selvbebrejdelser, som står i kø for at spotte. Utaknemmelige skarn, forkælede møgunge og andre fortidsfloskler... Continue Reading →
”Kom lige herud” hører jeg hende kalde, et kald, der ikke er invitation, man bare kan sige nej til. Jeg kan høre på hendes uhu uh at hun mener det. I øvrigt er det første gang, at hun så aktivt kalder mig ud, så jeg lukker mit vindue og skynder mig at komme i tøjet.... Continue Reading →
“Keep some room in your heart for the unimaginable” skrev Mary Oliver. Hun er min yndlingspoet og citatet har jeg haft i mit hjerte længe. Men jeg havde glemt det. Det lå et sted, trukket lidt tilbage fra dagslyset, forsvundet fra min sfære og opmærksomhed. Indtil jeg for ni dage siden besluttede mig for at skabe rum til magi og at holde det rum i 10 dage. Med næb, kløer og kærlighed på samme måde, som jeg også holder rummene på mine intuitive skrivekurser. Men kan man skabe rum til magi? Mit svar kan du læse her.
Et sted ude i verden er det sort fredag. Her ved havet er der stille og det er langt fra sort. I dag danser lyset på vandoverfladen og blågrønne bølger med himmelstrejf skyller op mod kysten. Vinden er vild, mit hår blæser om hovedet på mig, men heldigvis er meget af det holdt på plads... Continue Reading →
Det skete i de dage at jeg faldt til ro i huset ved havet og det på trods af, at mine tanker løb i ring. Oppe i hovedet savnede jeg Elva, Virginia og hendes kulinariske herligheder, Maize, Cailean og den månedslærer, der var på besøg. November var Gwyneths måned og som du måske husker, var... Continue Reading →
Så siger jeg nogle ord, som stammer dybt fra mit indre. De opstår i et splitsekund og kildrer min intuition. Så bliver der stille. Fyrtræerne lukker sig om sig selv og mørket sænkes. Tærsklen mellem stammerne er borte. Jeg forsøger at få træerne i tale igen, men de er tavse. Hov! Nu bliver det for... Continue Reading →
Du mærker skrivelængsel? Du vil gerne starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og ære det kald, du mærker? Du vil gerne skrive fra sjælen og lade hjertets fortællinger få plads. Også dem, der er svære at skrive? Du ved, at du er nødt til at skabe rum til ro og fordybelse, så... Continue Reading →
Fem gæs flyver over mit hus ved havet. Dybt i november og på et sted, hvor mørket har fået magt. Daggry opstår som et hul i himlen, jeg står bag huset ved brændeskuret og ser det ske. Altid har jeg været en morgenfugl. Nu hilser jeg på de fem gæs som venner. Venner, der som... Continue Reading →
De næste dage forsøger jeg at falde til ro i huset ved havet. Det er ikke så let, som jeg troede. For væk er det ydre tæppe af den tryghed, Pensionatets rum og de andre gav. Elva, Maize, Virginia og alle månedslærerne. De er her ikke længere. Men Aoileann tog imod mig på dette sted.... Continue Reading →
