Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
På januars ellevte dag løber Fleur i forvejen ud i klitterne og ned på stranden. Lyset er en diset affære, blågråt og utydeligt, som om mørket tøver med at slippe sit sorte greb. Selv går jeg langsomt ned af den sti, der har budt sig til og som vi følger hver eneste dag, Fleur og... Continue Reading →
Vi venter på lyset. Fleur har været ude for at gøre sine morgentoilette, så kommer hun susende tilbage og gør utålmodigt ved døren. Inde i varmen ryster hun og ser forventningsfuld på mig, kom, vi skal ud i køkkenet og gøre, som vi gjorde i går. Rytmen er god, energien langsom, i dag mærker jeg... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
Det er vidunderligt at Niamh sidder i mit køkken og drikker kaffe. I det magiske univers kan alt lade sig gøre og jeg begynder at forstå, hvordan jeg selv har valget mellem at prikke hul på illusionen eller bevare magien. Men spørgsmålet er, hvad der er illusion og hvad der er virkelighed? Det spørger jeg... Continue Reading →
”De første uger af januar er ikke meget anderledes end de sidste i december, men nu er julelysene forsvundet og mørket ånder frit. Energien er langsom.” Sådan skrev jeg i min rejsedagbog for præcis et år siden og på januars anden dag sidder jeg foran brændeovnen i køkkenet med Fleur ved mine fødder og læser... Continue Reading →
Skrivning er ikke bare. Pennen er vores sværd, ordene vores transportmiddel og gennem skriverejsen kan vi få kontakt til dybe steder i os selv, hvor energien var stagneret. Her kan vi skrive os ind og opløse gamle blokeringer gennem ord og fortællinger. Fortællingens kraft er stor og undervejs bliver vi skænket historiemedicin, som lindrer og... Continue Reading →
Det dæmrer, da jeg ved daggry går tur med Fleur langs stranden. Det dæmrer og månen synker stille i horisonten, den har gjort sit job og giver nu langsomt slip på lyset. En bid er forsvundet. Fleur løber glad foran mig, siksakker ind og ud mellem vand og sand og nyder hvert øjeblik. Det dæmrer,... Continue Reading →
Det sker som regel, når jeg mindst af alt venter det. Når jeg føler mig tørlagt og går ud blot for at gå. Som jeg gjorde det i går, dagen, hvor jeg så månen på pastelmorgenhimmel og solen stå op i øst. Dagen, hvor jeg tegnede en valmue i min skrivebog, fordi valmuen var min... Continue Reading →
Juleaftensdag. For tre dage siden. Jeg smiler, da jeg læser i min rejsedagbog og med nybegynderens undren tegner de streger, der skal blive et symbol på min nye ven. Et nyt kapitel på min forunderlige rejse. Jeg har gået en frisk tur langs havet og er blevet blæst igennem. Jeg har givet alt mit bøvl... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 