At skrive sin smerte

Mygreenheart

Det er ikke altid at det går som ønsket. Det er ikke alt, man kan rette op på, selvom man hjertens gerne ville. Ikke alle fejltrin fører tilbage i den retning, man ønsker. Man må gå videre alene. Være med sorgen, egne fejl og den smerte, der er i et farvel. Vi kan ikke flygte og det går ikke over. Men når vi har været i sorgen og smerten, mærket den, været med følelserne og accepteret dem som en del af det, der skete, kan vi gå over.

Vi kan skrive vores smerte

Vi kan også vælge at skrive det. Sorgen, smerten og alt det, der gik galt. Det gør godt at få det ud på papir, både siderne og sjælen lytter uden at fordømme. Det er som at sidde med en kær ven, der ikke siger noget, men som bare lytter og holder om. Vi skriver det, der smerter, sætter ord på og lader følelserne få luft. Det fjerner ikke hverken sorgen eller smerten, men det sætter en helende proces i gang. Og vi ender ofte med at se, at der flyder kærlighed ud mellem linjerne.

Breve og fortællinger

Hvis noget går galt i en relation, hvis vi kommer til at såre en ven eller selv bliver såret, gør det godt at skrive om det. Vi kan vælge at skrive et brev til vedkommende, også selv vi ikke sender det. Gennem ordene får vi klarhed og forståelse for, hvad der skete. Måske finder vi tilgivelse, om ikke fra modparten, så i det mindste fra os selv. Vi er mennesker, vi fejler og ramler og ordene kan hjælpe os til at rejse os igen.  De kan støtte os i at finde et nyt ståsted i livet, et nyt udgangspunkt. De kan føre os på rette vej og hjælpe os med at holde hjertet åbent.

At skrive sin smerte kan gøre situationen tålelig og lette selv i de mørkeste stunder. Om det er i en dagbog, i brevform eller måske i sjælebogen er mindre vigtigt. Det kan også blive til en fortælling, for fortællinger hjælper os til forståelse. Skriver vi fra sjælen, vil vi høre vores egen sjæls vise ord som plaster på såret, fulde af trøst og kærlighed. Den slags fortællinger er som fyrtårne, der lyser i selv den mørkeste nat og giver os mod til at gå videre, når tid er. Og har vi været på afveje, kan fortællingens fyrtårn hjælpe os med at finde den rigtige kurs fremover. Uden fordømmelse men fra et kærligt sted dybt i os selv.

Vi kan ikke flygte fra mørket

Vi hverken kan eller skal flygte fra mørket, smerten eller sorgen, men vi kan skrive fra de steder, hvor det gør ondt og finde lindring gennem ordene.

Kærlig hilsen
Lene


Fortællingens Kraft

Efteråret i Skrivehuset byder på en række skriveworkshops i skriv-fra-sjælen regi, som hedder Fortællingens Kraft. Her kan du lære at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Mygreenheart

 

 

 

 

Aftensider

Aftensider

I går aftes skrev jeg aftensider. En pludselig længsel efter at mærke mig selv gennem ordene gjorde, at jeg fandt en notesbog og min pen frem. Jeg tændte stearinlysene på spisebordet. Udenfor var der mørkt og det eneste jeg kunne se i vinduerne var mit eget spejlbillede. En kvinde ved et bord. En bog, en pen og to stearinlys.

Så skrev jeg. Og det varede ikke længe før roen sænkede sig. Det var næsten meditativt, som jeg sad der og skrev min dag og fordøjede lidt af det, der var dukket op. Jeg havde en formodning om, at jeg gennem skriverierne ville kunne forstå, hvorfor jeg hele dagen havde mærket en slags tristhed, et tæppe af nærmest sørgmodige tråde, som lå over dagen og mig. Men så fortalte ordene mig, at der ikke var noget at forstå. Nogle gange er det bare sådan, sagde de. Vi rejser igennem vores egne stemninger og vi er som skyerne på himlen. Vi er vejret, vi er årstiden. Vi er ikke anderledes end den dunkle vinter og de korte dage. Vi følger lyset og vi lever vores liv, men vi kan ikke gøre det uden at mærke. Og nogle gange mærker vi tristhed. I øvrigt er du bare lidt træt, skrev ordene også, hvil i det. Vær med det. Lad være med at kæmpe, det får altid det, vi ønsker at blive fri for, til at vokse. Accept er nøglen. Nogle gange er det bare sådan.

Jeg blev ved med at skrive og mærkede, hvordan pennen nærmest flød over papiret. Jeg gjorde mig ingen anstrengelser, det var næsten som om noget skrev sig gennem mig. På papiret stod nu min dag. Jeg havde tegnet både tristhed, regnvejr og mellem linjerne begyndte noget andet nu at gøre sig synligt. Det kom fra et dybere sted i mig og det fortalte om taknemmelighed. Uden at tøve dukkede der et væld af små taknemmeligheder og glæder op. Min krop slappede af og da jeg lukkede bogen og pustede stearinlysene ud, følte jeg mig både lettere og mere rolig. Og temmelig taknemmelig.

Det er ikke sidste gang, jeg skriver aftensider. Faktisk besluttede jeg på stedet, at det vil jeg gøre så ofte jeg kan. Det erstatter ikke min aftenmeditation, men det havde alligevel nogle meditative kvaliteter. Og det gik op for mig, at når vi sætter os om aftenen og skriver, så får vi dagen ud på papiret. Vi bærer den ikke med os videre. Vi skriver vores oplevelser, vores tanker og vores følelser og vi kan træde et skridt tilbage og læse dem. Vi ser, at det er, som det er. Vi lægger det på mange måde fra os dér i stearinlysenes skær og bagefter kan vi gå videre ind i vores aften. De tunge tanker fik ord, det gjorde dem mindre genstridige. Vi forstod, at det ikke er alt vi hverken kan eller skal forstå. Vi fik en slags subtil klarhed og en ro, der nu har bredt sig til vores krop. For vi er ikke vores tanker.

Prøv aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Man kan næsten sige, at vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, som gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som en slags stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne både ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed og retning.

Det gør godt at sidde i mørket med stearinlysene og lade ordene flyde. Det kan nærmest føles som kærlighed, der strømmer igennem os.  Ja, det er måske endda kærlighed?

Kærlig hilsen
Lene

Aftensider