Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Se Fleur, solen er stået op”, mumler jeg og hun logrer med halen. Nu skal vi ud på tur. Vinden er frisk og viser det sig, iskold, jeg trækker huen længere ned om ørerne. Træerne har sluppet flere blade i det sidste døgn, farverne falmer og den sidste modstand giver slip. Lad dig gribe af... Continue Reading →
Udenfor er det tåget, horisonten er pakket ind i gråt papir. Jeg tænder op i brændeovnen og sætter kaffe over. Et kort øjeblik overvejer jeg at gå tur inden morgenmaden, men forkaster forslaget og smører mig en mad. På bordet står et stearinlys, jeg tænder det og stirrer ind i flammen. Kaffemaskinen hoster, jeg rejser... Continue Reading →
Hver morgen møder jeg dagen på mit dørtrin. Åbner døren og armene og tager imod. Hvad mon dagen bringer, hvem kigger forbi? Hvem møder jeg, når jeg går tur i skoven, hvilke fugle, væsener og dyr? På samme måde skriver jeg i min rejsedagbog. Jeg åbner døren og tager imod den fortælling, der vil skrives... Continue Reading →
Gå ud om aftenen i november. Se stjernerne i tusindvis, små lygter af håb, se de dansende blomster. Stjerner og blomster, skriver jeg i min rejsedagbog, da jeg næste morgen husker nattens magi. Tidspunktet inden sengetid, en tur ud med Fleur og en invitation til at åbne hjertet. Det bliver frostvejr, det kan jeg mærke,... Continue Reading →
Livet er smukkere, når det er simpelt. Sådan skriver jeg i min rejsedagbog en fredag i oktober. Jeg sidder i køkkenet, lyset kigger forsigtigt gennem ruden og hvis jeg rejste mig og så ud af vinduet, ville jeg kunne se en kat gå forbi. Og hvis jeg allerede havde mødt hende og var blevet budt... Continue Reading →
Det er mørkt, da vi forlader huset og går ud i skumringen, daggry er blot en antydning. Luften er tyk af fugt, det regner og mine skridt svupper i pytterne på den lille gårdsplads foran huset. Lyd af dråber spiller musik i brønden. I køkkenet gør kaffemaskinen sit, vi går tur som det første, sådan... Continue Reading →
Oktober træder dybere ind i sig selv, efteråret danser. Daggry kommer senere, jeg er vågen før lyset nu og står op for at lave kaffe og tænde op i brændeovnen. Fleur løber ud og kommer ind igen, hun får sin mad, en frisk skål vand og jeg indsnuser duften af kaffe. I tykke sokker og... Continue Reading →
”Skoven siger, at du bager brød i pagt med årshjulet” siger Aoife, som er dukket op ved min dør. Let banken, Fleur rejser sig, men der er ikke fare på færde. Hun logrer, ser på mig, luk bare døren op. Udenfor står Aoife og en anden kvinde, som ligner hende på en prik. Hendes hår... Continue Reading →
Noget er anderledes nu, jeg er forandret. Ikke noget, man kan sætte en finger på og forklare. Jeg er, som jeg er og er forankret på det sted, hvor mit sande hjerte banker. Poetisk, måske, men det er stærkere end noget, jeg har oplevet før, vildere, end jeg turde drømme. Kompromisløst og fritflyvende som ørnen,... Continue Reading →
Aoife banker på min dør ved daggry. Bag træerne kravler lyset til himmels og tænder livets ild. Jeg åbner døren, jeg har min kaffekop i hånden og ser forbavset på det kvindelige væsen, der står foran mig med brise i sit hår. Hun dufter af frisk luft og efterår. ”Vil du med ud en tur?”... Continue Reading →
