Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Du skal ikke forstå det, du skal danse det” siger Brónach under æbletræet. Her sidder vi i skyggen af solsortesang og musik fra klirrende kopper. En te som lindrer og køler. En te, som smager af hyld og diset regn. Jeg nipper til den lune drik og ser på hende gennem mit undrende filter. ”Det... Continue Reading →
Programmet for høstens og efterårets intuitive skrivekurser er næsten klar. Kun et nyt forløb er stadig i simregryden. Læs mere og kom med, hvis skrivelængslen kalder.
Lyset er vendt og jeg gør to nye ting, som begge er gamle. Jeg genoptager mine morgenbade og jeg begynder at læse i min rejsedag fra sidste år, hvor jeg boede på Pensionatet. Hvor Oonagh var månedslærer i juni og hvor vi spiste ildbrød efter Sommersolhverv siddende på terrassen, som var vores sommersted. Spisestuen var... Continue Reading →
Det bliver Sommersolhverv og jeg fejrer alene. Allerede her er jeg nødt til at korrigere, for jeg er ikke alene. Jeg deler hus og liv med min hund Fleur. Og paradoksalt nok er det oftest, når jeg er allermest alene, set fra det ydre, at jeg slet ikke er det. Den tankegang er så snæver,... Continue Reading →
Når Elva sender mig små beskeder, der rammer min telefon med vingesus, spørger hun næsten altid om Brónach. Har du besøgt Brónach for nylig? Er du klar over, hvor heldig du er? Ved du det, Eidheann? Jeg smiler og ryster på hovedet. Godt nok er jeg glad for Brónach og hendes visdom, der rammer ømme... Continue Reading →
Det sker på det tidspunkt, at jeg vågner op i sommeren. Selvom vejret er tvivlsomt og vinden kold, hører jeg hendes stemme. Vi er ude og gå morgentur, Fleur og jeg og noget bringer os rundt op huset, op af stien og ud på landevejen. Der står hun med sine venner, gule ansigter med hvidt... Continue Reading →
Det er her fortællingen tager en drejning, selvom det kan synes som om, at den bare går i ring og nu er vendt tilbage. Til udgangspunktet. Fleur og jeg alene i Huset ved Havet. Elva, der kom som en vind og som nu er på vej ud i verdenen med sin tevogn. Indrømmet, jeg kunne... Continue Reading →
Dage går og dage kommer. Maj bliver juni, forår bliver sommer. I løbet af få uger har det hele flasket sig for Elva som var det meningen, at det skulle ske. Hun køber sin vogn af en fyr, som Seamus kender. Som dominobrikker byder det sig til, men de falder ikke, brikkerne. De rejser sig... Continue Reading →
Dage med ustadigt majvejr følger. Det er et forunderligt skue og umuligt at forudsige. Men jeg opdager, at jeg er faldet på plads et sted i mig selv, jeg føler mig fri ved blot at betragte. Tid i haven bagved huset, tid på terrassen med udsigt til klitter og hav. Løbe ind i tørvejr, når... Continue Reading →
Brónach er i haven, som nu blomstrer i al mangfoldighed. En brise fra havet bevæger sig mellem træer og grene, et vindpust af noget, som får haven til at danse. Træerne, blomsterne, græsset og mælkebøtterne. De sarte røde valmuer, som dog er det stærkeste, jeg ved. Fleur løber i forvejen og proklamerer, at vi er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 