Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
“Lad fortællingen komme til dig” siger Haren til mig. Dansende i disen af den nye morgen. Kunsten er ikke at vide og skrive alligevel. Ikke udtænke en plan eller et plot, men blot lade fortællingen vokse ud af ingenting. Som daggry vokser ud af natten. Og det vigtigste? Det er at skrive i livet lige... Continue Reading →
Der er dage til hvile og dage til ro. Der er dage til magi og dage til tro. Jeg leger lidt med ordene i min rejsebog, mens tankerne stille rejser tilbage til i går, hvor Brónach og jeg sad i klitoasen og nød lækkerierne fra hendes picnickurv. Hvor der opstod et rum midt i det,... Continue Reading →
Der dufter af tidligt efterår, luften er sprød og klar fra morgenstunden. Dis danser. Tyk af dug, fuld af æbler, fugt og bål. Gardinet blafrer stille, jeg putter armene ind under dynen og bliver liggende lidt endnu. Men så. Jeg rejser mig brat, strækker kroppen og tager et par dybe vejrtrækninger. ”Kom Fleur, vi vil... Continue Reading →
Det er sommerens sidste dag. Et strejf af vemod kommer sejlende på mit indre hav. Jeg stryger det kærligt over kinden og lader det gå. På samme måde, som jeg går gennem klitterne og hilser på hyben og krat. Væk fra tunghed og stagneret energi. Fleur løber som altid i forvejen, glad, kåd og fuldt... Continue Reading →
Det er et smukt øjeblik, når det går op for dig, at tillid skaber forbindelse. Din tillid er essentiel. Men det vigtigste er, at du har tillid til dig selv, Eidheann. Det er den smukkeste del af fortællingen. Man kan se det på dig. Lyset skifter og bliver både skarpere og mere blødt. Det er... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
Vejen videre er en pilgrimsrejse, sagde Brónach. Den er altid spirituel af natur, den inviterer dig til langsomt at give slip på det, der tynger og som fornærmer din sjæl. Langsomt er et nøgleord. Langsomt er det flow, der bringer dig det, du drømmer om. Og du må huske på, at du er en anden... Continue Reading →
Energien skifter stille kurs, sommerfugle lander. På terrassen med udsigt til klitter og hav står to lavendel planter og nikker med lilla hoveder. Da jeg så dem hos blomsterdamen i Allesteds Cirkel, vidste jeg det straks. De skulle med mig hjem. De to lilla venner. Nu står de og svajer i vinden, mens mørke skyer... Continue Reading →
Overgange er aldrig de letteste steder. Ofte kaldes der på tålmodig venten. Men hvad er det egentlig, jeg venter på? På at få lov til at gå igennem en dør, hvor alting er meget lettere. Hvor sløret løftes og afslører et velduftende paradis med farverige blomster og nybagt brød. Et smil lister på mine læber.... Continue Reading →
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 