Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der er dage, hvor det blæser op og hvor vinden rusker i sjælen. Der er nætter, hvor man vågner og hører grene banke på vinduet. Nogen er derude. Jeg står op og trækker gardinet til side, søvndrukken og alligevel vågen. Lyset er ikke til at tage fejl af. Det er fuldmåne og huset kaster sin... Continue Reading →
Først senere går det op for os, at Caitríona er forsvundet. Hun dukker ikke op til morgenmaden og da Elva og jeg går i køkkenet for at diske op med lidt frokost, slår det os. Vi har ikke set Caitríona i dag. Elva løber ud af køkkenet og op af trappen for at tjekke Døren... Continue Reading →
Det småregner og denne morgen går jeg alene til havet for at bade. Skyerne hænger tungt over landskabet, dovne drypper de dråber. Mine klipklapper laver deres lyd, mens jeg går gennem klitterne. Hybenroserne dufter skønt. Det er en sanselig morgen, men køligere end det har været længe. Jeg er alene, hverken Elva eller Caitríona er... Continue Reading →
”Jeg kommer til at savne dig” siger jeg til Oonagh, mens vi står på stranden på junis sidste dag. Det er lettere overskyet og brisen er kølig. Jeg har taget min badekåbe på og skutter mig lidt. ”Ditto” smiler hun, ”det har været en fornøjelse. Men du har fået to nye badevenner. Elva og Caitríona.... Continue Reading →
Der sker et skift i energien. Jeg ved ikke, om det skyldes Caitríonas uventede ankomst eller det er højsommeren, som tager over. Vendepunktet er sket. Lyset er nu aftagende og mørket vokser i det stille. På nuværende tidspunkt kan man hverken se eller mærke det og dog. Tonen er en anden. På Pensionatet er endnu... Continue Reading →
Hun står udenfor havelågen og venter. En fremmed skikkelse, en kvinde, jeg ikke har set før. Hun er iført en grønblomstret kjole, der når ned til fødderne og hendes lange hår er prydet med en blomsterkrans. Hendes øjne er grønne som kjolen, håret er mørkt. Der er ingen tvivl om, at hun venter på nogen... Continue Reading →
Næste morgen går Elva med til havet. Hun smider ugenert sin badekåbe og træder ud i de kølige bølger. Oonagh hujer og kaster sig i med et ordentligt plask. Selv går jeg langsomt og vænner mig til vandet. Det er en smuk sommermorgen, skrøbelig og pastelagtig, men snart finder solen vej gennem skyerne og lyset... Continue Reading →
Det er dagen før Sommersolhverv og nervøsiteten er forsvundet. Min kjole hænger på en bøjle udenpå skabslågen og på skrivebordet under det åbne vindue ligger min rejsedagbog. Opslået og med fire ord på første linje. Det er så fint. Jeg er ikke længere i tvivl. Ceremonien i morgen ved Sommersolhverv er en tærskel, som jeg... Continue Reading →
Fredagen kommer og Elva og jeg gør som aftalt. Vi har booket et par værelser på byens hotel, som ligger på et af de små strøg bag torvet. Når man forlader Pensionatet og ikke kommer tilbage inden midnat, skal man skrive i den store bog, som ligger på chatollet i hallen. Det gælder selvfølgelig ikke... Continue Reading →
Hver morgen øver jeg mig på at vågne i stilhed. Fra første færd, sommerlys gennem gardinet, dansende skygger over gulv og væg. Øjnene, der åbner sig og ser. Inden tanker tager over. Det er det øjeblik, jeg beskytter. Hvis jeg ikke er bevidst om det, svømmer jeg snart i en strøm af tanker, der farver... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 