Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Nu mærkes tomrummet som en ekkodal af længsel. Jeg vifter impulser væk, jeg registrerer utålmodighed, rastløshed og let frustration. Indtil det dæmrer. Det gør det om morgenen kl. 6, da jeg smider badekåben og løber ud i vandet. Bølgerne griber mig og skubber mig fra land. Østenvinden tuder. Et strejf af panik, så lander jeg... Continue Reading →
Ind i mellem er det en god ide at bryde rutinen. Det gør jeg, da jeg i stedet for at gå til havet, drejer af mod højre og går op af stien til landevejen. Jeg følger disen, den kalder på mig fra de høstede marker og fra engen, hvor jeg engang i mellem møder Tarbh.... Continue Reading →
Det er diset, da jeg står op og går til havet. Væversken har været på nattearbejde og skabt de smukkeste spind i hegn og buske. Små kunstværker glimter og udstiller sig, efterhånden som solen får banet vej gennem tågen. Det er et magisk landskab og jeg nyder at være til stede. Fugten er tyk og... Continue Reading →
Der findes et sted dybt i mig, hvor der ingen tvivl er. Stedet ligger ved en sø i skovbrynet. Bregnesøen. Her sidder Losgann på tidlige morgener og kvækker en sang om følsomhed. Han har længe både sagt og sunget det, men jeg har ikke været så modtagelig. Sandheden er, at den ofte har bragt mig... Continue Reading →
Søndag er en hellig dag. Morgenen er diset og kølig. Jeg går til havet, jeg bader og går tilbage igen. Gennem klitterne, det tunge sand og de standhaftige hybenroser. Jeg vender mig om og ser lyset danse glimtdans på havoverfladen. Perler af guld svømmer. Da får jeg øje på hende, Clodagh, hun er ude på... Continue Reading →
En ny rejse starter på det tidspunkt i september. Indviet af solsorten, som sidder under æbletræet og betragter mig, da jeg kommer tilbage fra stranden. Iført badekåbe og klipklapper, som jeg tænker snart må skiftes ud med noget varmere. Han kalder mig hen til træet og synger sin sang. Min sjæl lytter. Mit hjerte ved.... Continue Reading →
På augusts sidste dag går jeg ud af havelågen kl. 6 og bevæger mig gennem klitterne ned til havet. Jeg hilser på hyben og på den måge, som følger mig på vej. Jeg mindes Mågekvinden, som jeg mødte i begyndelsen af august. Aoileann. Jeg husker hendes te og hybenkage, den særlige te som skænkede mig... Continue Reading →
For anden gang i august er det fuldmåne. Jeg går ud i haven inden sengetid med min plaid svøbt omkring mig og i gummistøvler, for græsset er vådt. Her står jeg under æbletræet og ser hende svæve gennem skyerne i diset lys. Månen. Fugtige skygger rækker ud fra buskadset og et sted i nærheden kan... Continue Reading →
I de sidste dage af august kryber efteråret nærmere. Det sniger sig ind over stengærdet fra marken og bevæger sig ud af landevejen. Luften er tyk af fugt og lugten anderledes. Markerne er høstede nu, halmballer tårner op som huse af strå. Jeg går tidligt ud. Det er dagen, hvor jeg mødes tidligt med Gwyneira... Continue Reading →
