Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
På stranden møder jeg en mørklødet kvinde. Hun virker både fremmed og velkendt på samme tid. For et øjeblik siden var hun dér ikke, stranden lå øde hen. Rå østenvind kravler ind over klitterne og gør mig selskab. Den fugtige kulde rammer mine blottede nervespidser som citron i et åbent sår. Det er før morgenmaden.... Continue Reading →
Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor? Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit... Continue Reading →
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
På den femtende dag i marts vågner jeg til spæd solskin og bliver liggende lidt i sengen, mens jeg sender de vante tanker bort. Tanker, der som magneter tiltrækkes af negative energier. Det kan være alt fra gamle minder og håb, der hænger i laser. Hvad som helst. Men i dag er jeg i stand... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 