Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Mens jeg smager på hendes ord og mærker kuldegysning, begynder hun at gå. Uden at ville det følger jeg efter. Hun fortsætter af den sti, hvor jeg gik, men snart drejer hun af mod højre og ind på en smal sti flankeret af birketræer. Sølvstammer funkler i sprækker af lys. Sølvstammer synger. Hun går med... Continue Reading →
Elva er taget til byen og for sent kommer jeg i tanke om, at vi kunne følges. Cailean foreslog jo, at jeg tog ind til Primrose Café for at opsøge Grace for at få komponeret min egen bard-te. Men bussen er kørt og jeg står tilbage med en følelse af tomhed. Det falder mig ikke... Continue Reading →
Næste dag begynder det at dæmre. Jeg forstår noget nyt om energien. Det er ikke noget, man kan læse i en bog, det er et indre anliggende, en forbindelse, som både er subtil og stærkere end noget, jeg har oplevet før. Da jeg møder katten udenfor lågen, ser han nysgerrigt på mig som om han... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
Når man lærer at trætheden er en ven. Når man begynder at opdage, hvordan man bruger energien. Når det dæmrer i skumringen og alt falder på plads. Igen. Så ved man. At der er en vis bremselængde og at ting tager tid. Jeg takker for min samtale med Ceridwen og for læringen om den usynlige... Continue Reading →
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Hvad vil det egentlig sige at skrive intuitivt? Er det det samme som at bruge sin intuition? Og hvorfor hører frygt, modstand og den indre censor med, når vi begiver os ud på en intuitiv skriverejse? Intuitiv skrivning. Er det det samme som at bruge sin intention? Mange formoder at intuitiv skrivning er det samme... Continue Reading →
Ceridwen er en anderledes lærer end de andre. Det mærker jeg snart. Hun er mere som en veninde af den vilde slags, en, man møder på stranden i østenvind og som slår ud med armene som i en invitation. Hendes undervisning er ikke planlagt, endnu har hun ikke indkaldt til møder i biblioteket, men synes... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 