Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Knitrende frost i græsset, iskrystaller i mit hår. Kulde på kinden af den slags, der kysser koldt. Tidligt, daggry og en følelse af fryd. Fordi. Ingenting. Bare fordi. Jeg tænker på mit besøg hos Cathleen Eimear i går og solregnen på torvet. På kjoler i skønne stoffer og magiske tråde, der væves ind. Hendes smil,... Continue Reading →
Vi går tilbage til Cathleen Eimears butik med gran og små lys i vinduerne, røde bånd af slanger og kjoler udstillet i vinduet. Hun dufter af parfume, markant, orkidé måske, et smil danser om mine læber. Fleur i snor, kaffe i den anden hånd og Cathleen Eimear foran os. Hun åbner døren, vi går tre... Continue Reading →
Jeg spørger ikke Muireann, som Poppy foreslog. Jeg går direkte til skrædderen. Fleur er ivrig, da jeg parkerer i en sidegade ved torvet og jeg beslutter mig for at tage hende med. Butikken ligger ned af en smøge, en af de smalleste gader i Allesteds Cirkel. Husene står tæt sammen som gamle venner. Øjne af... Continue Reading →
Fredag kommer, lyset bryder mørket og spilder blåt håb over landskabet. Silhuetter toner frem og jeg ser et glimt af uglen på taget af brændeskuret. Hun flyver lydløst tilbage til mørket. Selv tænder jeg lys og ild i brændeovnen. Køkkenet bades i blødt lys. Fleur går ud, kommer ind og får sin mad. Spiser hurtigt... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Det er mørkt. Søvnen er forsvundet, jeg vender og drejer mig, indtil jeg beslutter mig for at stå op. Fleur løfter hovedet, er det nu? Vi går ned af trappen og jeg tænder op i brændeovnen i køkkenet. Da jeg kigger ud af vinduet, ser jeg stjernerne på himlen og... Continue Reading →
”Man kommer hjem” siger Brónach. ”Det er en evig øvelse. Jeg kan mærke, når jeg ikke længere er forankret i hjertet og ude af mig selv. Det er som at komme ud at takt med den sagte musik, der spiller, det guddommelige flow. Det mærkes, fordi jeg ved, hvordan det føles, når jeg er hjemme.”... Continue Reading →
”Kom hjem” hvisker stille stemme i mit indre, mens stormen raser. Der er larm i det ydre, havet bruser, vinden larmer og får træerne til at knirke. De sidste blade falder og hvirvles rundt i vinden. Uro blæser i strandkanten, bølger skyller på land og har tang, småsten og muslingeskaller med sig. Vi går op... Continue Reading →
Den første sne, de første knirkeskridt gennem klitterne og ud til havet. Solnedgang i ryggen, først i pasteller, lyserød og bleg orange, siden tændes himmelilden og den orange farve intensiveres. Jeg vender mig om og ser det ske. Jeg er et vidne. Fleur er allerede nede på stranden og afsøger området. Frem og tilbage løber... Continue Reading →
”Det er helt normalt” siger Brónach og skænker te i blå keramikkrus, ”at den slags kommer om natten. Bedst som man hviler i al sårbarhed på puden, kommer frygten sejlende i sin larmende fiskekutter. Snøren kastes ud, man indfanges. Uforberedt og i mørke.” ”Så du kender det?” spørger jeg og har brug for at høre,... Continue Reading →
Søndag er en hellig dag. Da lyset sniger sig op i horisonten, forlader jeg sengen og med Fleur i hælene går jeg ned af trappen og tænder ilden i brændeovnen. Kaffe sættes over, der er friskbagte boller fra i går med gavmilde håndfulde af tranebær og sesamfrø. Fleur får sit, jeg sætter mig ved bordet... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 