Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Dagene går og november bliver ældre. Lyset forsvinder tidligt, tusmørket sniger sig rundt i Fjordbys gader og der er lys i Peregrinas Café. I det store vindue ud mod gaden bor en lyskæde i nedfaldne blade. Midt i vinduet ligger en enkel bog med brunt lædercover og ovenpå ligger en fyldepen. De sædvanlige lamper er... Continue Reading →
Hovedet larmer som vinden. Iskold sejler den over søen, fiskeplask og lyd af vinger. Det er morgen og vi går den samme tur som i går. Dog er alt anderledes. Plamager af skyer dækker himlen, regndråber laver ringe i søen og jeg har svært ved at tune ind. Alligevel er jeg bevidst og dermed ikke... Continue Reading →
Drømmetid, siger fisken og svinger med halen, drejer rundt og forsvinder. Jeg står i strandkanten med ansigtet mod havet og himlen i vest. En dyb vejrtrækning, jeg mærker forbindelsen til kroppen, trætheden og den hæse stemme fra hende, som stritter imod. Hun vil kæmpe til det sidste, jeg fortæller hende, at hun er en gave,... Continue Reading →
Nogle gange er ord ubeskrivelige i sig selv. Sådan er det under februars fuldmåne. Jeg smiler, da jeg går ud i natten, ud i klitterne og ser hende sejle på februars himmelhav. Jeg skulle have allieret mig med Brónach fortæller jeg mig selv, men Uglen siger noget andet. ”Du er præcist, hvor du skal være... Continue Reading →
Der er ikke noget galt. Du er ikke havnet på et forkert sted. Der står ikke noget i vejen for din indre udfoldelse, hvis du bliver her. Forankret og forbundet. Tæt på vinter og rodenergiens tid. Her kan lære at ære din dybe forbindelse til både jorden og det magiske univers uden de sædvanlige impulser,... Continue Reading →
Efter mødet med Cleena, kaffe og solar plexus kager går Fleur og jeg en rask tur i skoven, inden vi vender hjem. Budskabet lader jeg simre, jeg har altid troet, at det var havet, som rummede mine svar. Nu hvisker noget i mig, at svaret er mangfoldigt og at skoven har sit at sige. Skoven,... Continue Reading →
De første dage af juli er en kølig affære. Jeg afbryder mine morgenbade, tager regnjakke på og går tur langs havet mod syd. En halv time ud, en halv time tilbage. Over mig svæver mågerne og små skrig af fryd rammer sandet. Småsten ruller, latter rumler. Eller er det torden? Fleur nyder at løbe til... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
”Kom lige herud” hører jeg hende kalde, et kald, der ikke er invitation, man bare kan sige nej til. Jeg kan høre på hendes uhu uh at hun mener det. I øvrigt er det første gang, at hun så aktivt kalder mig ud, så jeg lukker mit vindue og skynder mig at komme i tøjet.... Continue Reading →
Jeg fik aldrig præsenteret mig. Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år har jeg boet på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det har været mit hjem og mit liv. Nu er en cyklus ovre og det er ikke muligt at holde fast. Jeg må bevæge mig videre. Det gør... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 