Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg fortæller Elva, at vi skal til te hos Brónach i morgen. Vi sidder i køkkenet, det er aften og selvom det stadig er lyst udenfor, har vi tændt stearinlys og tændt op i brændeovnen. April er ikke varm i år. Tværtimod. Der er dage, hvor det føles som vinter, som om foråret er blevet... Continue Reading →
Kom med på Intuitiv Sommerskriveskole og sæt din indre fortællerske i et skriveforløb for sjæl og hjerte. Du får en introduktion til intuitiv skrivning og en legende tilgang til at skrive. Sammen skal vi rejse ind i et magisk univers af ord og fortællinger. Temaet er vandets element. Vi skal til havet, søen og floden.... Continue Reading →
Jeg er en morgenfugl. Sådan har det altid været. Men nu er det stadig dunkelt, når jeg vågner, eftersom nogen stjal en time. Det tager tid at få den tilbage. Morgenen har mistet sit lys. Jeg vender mig om og prøver at finde søvnen, men den er forsvundet. Fleur vender sig i fodenden med et... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
På januars ellevte dag løber Fleur i forvejen ud i klitterne og ned på stranden. Lyset er en diset affære, blågråt og utydeligt, som om mørket tøver med at slippe sit sorte greb. Selv går jeg langsomt ned af den sti, der har budt sig til og som vi følger hver eneste dag, Fleur og... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
“Keep some room in your heart for the unimaginable” skrev Mary Oliver. Hun er min yndlingspoet og citatet har jeg haft i mit hjerte længe. Men jeg havde glemt det. Det lå et sted, trukket lidt tilbage fra dagslyset, forsvundet fra min sfære og opmærksomhed. Indtil jeg for ni dage siden besluttede mig for at skabe rum til magi og at holde det rum i 10 dage. Med næb, kløer og kærlighed på samme måde, som jeg også holder rummene på mine intuitive skrivekurser. Men kan man skabe rum til magi? Mit svar kan du læse her.
Hun hilser på mig gennem den tågedis, der ligger over landskabet. Resterne er månen svæver frem bag en sky. Lågen har lukket sig igen og jeg står på stien med klitterne og havet til venstre. Drejer jeg til højre, kommer jeg langs haven videre ud mod den store landevej. Mange gange har jeg gået her,... Continue Reading →
Jeg fik aldrig præsenteret mig. Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år har jeg boet på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det har været mit hjem og mit liv. Nu er en cyklus ovre og det er ikke muligt at holde fast. Jeg må bevæge mig videre. Det gør... Continue Reading →
