Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg vågner ved 3-tiden, går på toilettet og er vågen. Søvnen nægter at komme tilbage. Den fløj ud i natten og bankede på et andet sted. Jeg vender og drejer mig i sengen. Fleur snorker i fodenden, hun er tung og tryg. Tanker, jeg ikke længere tænker, kommer forbi og prøver at friste mig. De... Continue Reading →
Vejen videre er en pilgrimsrejse, sagde Brónach. Den er altid spirituel af natur, den inviterer dig til langsomt at give slip på det, der tynger og som fornærmer din sjæl. Langsomt er et nøgleord. Langsomt er det flow, der bringer dig det, du drømmer om. Og du må huske på, at du er en anden... Continue Reading →
Glem alt om magiske kjoler og stoffer med tråde af vævet magi. Glem alt om Cathleen Eimear. Natten var mørk og søvnen tyk og god. Jeg havde ingen drømme, jeg kan huske, da jeg står op i mørke og tænder min natlampe for at se, at klokken er syv. Fleur rører på sig, jeg nikker,... Continue Reading →
Når du skriver intuitivt, så lærer du at skrive. Ikke fortænkt, ikke forkrampet, men frit og flydende med den stemme, der er din. Som udgangspunkt øver du dig på at åbne døre og vinduer i stedet for at lukke ned. Her er nysgerrighed en herlig ingrediens. Nysgerrighed og et snedrys leg. Så hvorfor opstår der... Continue Reading →
Knitrende frost i græsset, iskrystaller i mit hår. Kulde på kinden af den slags, der kysser koldt. Tidligt, daggry og en følelse af fryd. Fordi. Ingenting. Bare fordi. Jeg tænker på mit besøg hos Cathleen Eimear i går og solregnen på torvet. På kjoler i skønne stoffer og magiske tråde, der væves ind. Hendes smil,... Continue Reading →
Vi går tilbage til Cathleen Eimears butik med gran og små lys i vinduerne, røde bånd af slanger og kjoler udstillet i vinduet. Hun dufter af parfume, markant, orkidé måske, et smil danser om mine læber. Fleur i snor, kaffe i den anden hånd og Cathleen Eimear foran os. Hun åbner døren, vi går tre... Continue Reading →
Det startede for snart 10 år siden. Jeg havde ikke drømt om, hvor det ville tage mig hen. Jeg vidste bare, at jeg selv havde skrevet mit liv og ændret min historie. Da jeg mødte op med pen og skrivebog fik jeg hjælp af fortællingens kraft og de skønne måneder, der kom på besøg og... Continue Reading →
Jeg spørger ikke Muireann, som Poppy foreslog. Jeg går direkte til skrædderen. Fleur er ivrig, da jeg parkerer i en sidegade ved torvet og jeg beslutter mig for at tage hende med. Butikken ligger ned af en smøge, en af de smalleste gader i Allesteds Cirkel. Husene står tæt sammen som gamle venner. Øjne af... Continue Reading →
Fredag kommer, lyset bryder mørket og spilder blåt håb over landskabet. Silhuetter toner frem og jeg ser et glimt af uglen på taget af brændeskuret. Hun flyver lydløst tilbage til mørket. Selv tænder jeg lys og ild i brændeovnen. Køkkenet bades i blødt lys. Fleur går ud, kommer ind og får sin mad. Spiser hurtigt... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Det er mørkt. Søvnen er forsvundet, jeg vender og drejer mig, indtil jeg beslutter mig for at stå op. Fleur løfter hovedet, er det nu? Vi går ned af trappen og jeg tænder op i brændeovnen i køkkenet. Da jeg kigger ud af vinduet, ser jeg stjernerne på himlen og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 