Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg har savnet mig selv, den del af mig, der har brug for efterår og vinter. Hende, som er dybt forankret i det keltiske årshjul og som har vished om, at dette tidspunkt (Samhain) er en hellig afslutning og en ny begyndelse. Det føles helt naturligt. Tre hvide traner viste sig for mig, da vi... Continue Reading →
I vores moderne verden er der stort set ikke forskel på sommer og vinter. Det forventes, at vi er ens på alle årstider og det strider imod vores natur. Når lyset dæmpes og mørket vokser, er det et kald og det gælder også os. Det er tid til at sætte farten ned og trække energien... Continue Reading →
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
Midt i november blæser det op og blade falder fra træerne i klynger af gult. Et sted i skoven er der en bro, jeg går over den og passerer en tærskel. Lyset er gråt og en smule diset, fugten er tyk og denne gang går jeg alene som Cleena foreslog. Skoven er fuld af gemte... Continue Reading →
Beslutningen om at blive ændrer alt. Vejen videre går ind. Ind i mørket. Ind i noget, der føles som ingenting. Alt i mig stritter imod og i et par dage er jeg urolig og føler mig kuldsejlet. Det kan da ikke passe? Er det virkelig min vej? Men selvom jeg stivner, må jeg samtidig erkende,... Continue Reading →
Så meget godt i vente. Kaffen laver bryggelyde og stearinlyset blafrer. Morgenen er mørk, dis ruller ind over landskabet. I det fjerne tuder uglen og jeg hilser tavst på hende. Hun, som fortalte mig om magiske udsving. Så mange venner og frænder, tænker jeg og skriver det i min rejsedagbog ved køkkenbordet. Så mange bud... Continue Reading →
Efter mødet med Cleena, kaffe og solar plexus kager går Fleur og jeg en rask tur i skoven, inden vi vender hjem. Budskabet lader jeg simre, jeg har altid troet, at det var havet, som rummede mine svar. Nu hvisker noget i mig, at svaret er mangfoldigt og at skoven har sit at sige. Skoven,... Continue Reading →
Man kan være daggry og blive en solopgang. Solsorten som stille synger. Man kan være flammen, stearinlyset, det dæmpede skær. Man kan bevæge sig til rytmen af guddommeligt flow. Ilden i brændeovnen, det nybagt brød. Marmeladen som en hyldest til sommer. Et potpourri af små glæder som perler på snor. Man kan være tidlig morgen... Continue Reading →
Jeg går i seng og falder hurtigt i søvn. Da jeg vågner er lyset på vej og månen på den anden side. Hvad skete der? Jeg ligger lidt med den oplevelse, jeg fik og mærker, at den skænkede mig en åbning. Nysgerrigt spørger jeg, men svaret er ikke klar. Det simrer et sted hos en... Continue Reading →
Ved fuldmåne sidder Uglen i fyrretræet og svajer i vinden. Majestætisk spejder hun ud i mørket, der i månens anledning har sølvlys og skygge. Jeg er på vej i seng, slukker lyset og skal til at vende mig mod trappen, da jeg får øje på hende gennem vinduet mod gårdspladsen. Månelyset spilder sine stråler gennem... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 