Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Da jeg kommer tilbage, har jeg fået en ide. Jeg vil tale med Maize. Hendes plan for fremtiden ligner min, selvom hun vil bo i skoven og jeg ved vandet. Hun fortalte, at hun ville lade et hus bygge i skoven. Har hun fået tilladelse til det? Og af hvem? Opfyldt af spørgsmål banker jeg... Continue Reading →
Dervla har besluttet, at biblioteket åbner igen. Det ustadige vejr og det kommende efterår er en kærkommen lejlighed til at slå dørene op og rykke lidt ind igen. Men vi spiser skam stadig på terrassen. Vi indvier høsten og det kommende efterår med en sammenkomst, hvor Virginia har tændt op i pejsen og hvor der... Continue Reading →
Huset virker hvidt, men da jeg kommer tættere på, kan jeg se at det er svagt lyseblåt. Som om himlen skinner på de kalkede mure. Det er et lille hus med stråtag og skorsten, placeret på et højdedrag i klitterne, majestætisk tilbagetrukket med udsigt over havet. Tøvende går jeg fra stranden og op i klitterne,... Continue Reading →
Det blev en fin aften fuld af højtidelighed og glæde. Det gør godt at fejre og få øje på alle de frugter, sommeren har båret vores vej. Ofte har man fokus på mangler, ofte finder tankerne negative tråde og man hænger fast som en flue i et edderkoppespind. Dervla var ceremonimester og Virginia havde tilberedt... Continue Reading →
Vi sidder på terrassen på julis sidste dag. Det er morgen og det regner. Dråberne spiller musik på taget, duft af vådt korn og hav svæver i luften. Vi er alle samlet. Det er Nellies sidste dag. Et strejf af vemod rammer mig og jeg ser på hende, som om jeg kan fastholde hende med... Continue Reading →
Den nat drømmer jeg om Ørnen. Men egentlig er det ikke en drøm, det er et besøg i verden mellem verdener. En dør står på klem og flagrer i vinden. Det er næsten fuldmåne og landskabet bader i sølv. Døren findes et sted i klitterne, pludselig er den dér bare. Jeg er kvinden, som på... Continue Reading →
Samme eftermiddag beslutter jeg mig for at skrive udenfor. Vejret er fint, solen skinner og skyerne er blot sporadiske bomuldstotter på sejltur. Der er skygge på terrassen. Jeg henter vand med citron i køkkenet og et glas. Virginia er ved at forberede en sommerlig gryderet, som vi kan spise i aften. Hun skal selv på... Continue Reading →
Da jeg vågner, dukker en tanke straks op. En tanke, der mere er som tale. Som om nogen siger til mig: I dag gør du noget andet. Du går en anden vej. Jeg havde tænkt mig at gå til havet og morgenbade som altid, men jeg lytter til stemmen. Den er tydelig og klar. Tøvende... Continue Reading →
Næste formiddag går jeg vejen frem til lågen i skoven. Jeg vil besøge Cailean og spørge ham til råds. Det er længe siden, jeg var her sidst, nu er både eng og skov tilvokset og jeg kan dårligt se den. Lågen. Men jeg ved den er dér. Den knirker som velkomst og jeg træder ind... Continue Reading →
”Der er ting, som er kendte og ting, som er ukendte. Mellem dem er dér døre.” Nellie citerer William Blake, da vi mødes på stranden næste morgen. Jeg iført badekåbe, hun i kragedragt. Vi kommer med hvert vores element og mødes et sted i midten. På stranden. Det er kølig morgen, skyerne hænger tungt over... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 