Skrivemagi ved Sommersolhverv

TheWheel

Der er torden i luften, luftfugtigheden er høj og morgenturen foregik i noget, der mindede om regndis. Det var lunt og vinden stille. Naturen er i venteposition. Det er faktisk behageligt vejr, jeg kan mærke mig selv falde til ro i det, selvom der er udsigt til torden. Jeg håber at det vil regne i dag. Alting trænger. Der er meget at vaske og rense bort nu, hvor vi nærmer os sommersolhverv og midsommer. Dagene flyder af sted som blade i en flodstrøm og jeg tillader mig selv at blive en del af det flow uden at gøre unødig modstand.

”The path of least resistance” er ordene, der kommer til mig, som de altid kommer på engelsk fra min sjæl. Den stille stemme som vistnok er irsk. Hun kender de sange, de irske, keltiske og hun kender sit værd. Dybt i mig er hun og jeg længes stadig efter hende, selvom jeg nu har vished om,  at hun altid er lige i nærheden og at jeg er hende.

Vendepunktet

”Der er roligt i sjælens land, lad alting folde sig ud som det er meningen. Sommersolhverv, vendepunktet. Det er også dit vendepunkt. ”

”En dag af gangen, nu, fra øjeblik til øjeblik, lyt og bliv i din kerne af velbehag. For alting er præcist som det skal være. Du er på vej, du mærker vejen og kvinden, du har længtes så inderligt efter. Træd nu helt ind og favn hver en side, lys, skygge, hvert et sår, ar og lad igen de gamle historier brænde på bålet ved sommersolhverv. Giv dem til ilden. Spring ind, spring ud og spring over bålet og vid, at du snart er på næste niveau.”

Hun ved

Jeg er spændt på næste niveau, hvad det så end betyder, men hun smiler bare. Hun ved. Og jeg overgiver mig med et hjerte fuld af lettelse. Jeg behøver ikke at vide mere, end jeg ved i dag. Jeg skal blotte lytte og følge de subtile impulser, der kommer fra et sted dybt i mig selv. Uden tvivl på, at min sjæl og mit hjerte kender de svar, der senere vil afsløre sig for mig, efterhånden som jeg træder fra sten til sten over min livsflod. Sætter mig, blunder, lader det komme, som skal komme og det gå, som ønsker at gå. Hendes smil bliver lidt bredere ved følelsen af mine ord og hendes øjne glimter varmt i regndisen.

Sagde jeg, at vejret er utrolig behageligt i dag. Selvom der er torden i luften?

Ovenstående tekst er et lille uddrag fra den bog, jeg skriver på. Fortælling ved Vintersolhverv. Jeg følger årets cyklus og cirklen er min struktur. Endnu er jeg i sporlægningsfasen, den kreative fase. Jeg forholder mig åben, modtagelig og tager imod det, der kommer. Ønsker du på et tidspunkt at skrive en bog og kommer du til mig for at søge hjælp, støtte og få lidt værktøjer til din proces, vil jeg varmt anbefale dig samme fremgangsmåde i sporlægningsfasen. Læs mere i Skriv Din Bog.

Men tilbage til sommersolhverv og den magiske fejring …


SOMMERSOLHVERV

Sommersolhverv markerer året længste dag og er kulminationen på solens kraft. Naturens kræfter har nået deres højeste og jorden beruses af frugtbarhed. Indenfor shamanisme siger man, at porten mellem verdener står på vid gab ved netop Sommersolhverv og derfor er det et særligt kraftfuldt tidspunkt at arbejde spirituelt på.

Solhverv, midsommerfest og Sankt Hans er egentligt én og samme fest. Der tændes bål for at fejre og tilskynde frugtbarhed renselse, godt helbred og kærlighed. Ilden symboliserer solen og dens evne er bl.a. at rense, forvandle og velsigne.

En dobbelt fejring

Hvis du fejrer ved sommersolhverv den 21. juni og måske springer over bålet og ind i det nye, er det på flere måder en dobbelt fejring. På den ene side er det en fejring af alt det, som nu har manifesteret sig under solens tiltagende rejse mod sommersolhverv. På den anden side er det også en fejring af, at lyset nu igen vender og at vi nu vender os mod den mørkere del af året.

Fra sommersolhverv og til vintersolhverv trækker lyset sig ganske langsomt tilbage og ved efterårsjævndøgn er dag og nat igen lige lange.

Giv dine byrder til ilden

Jeg har nu i flere år haft den store glæde at fejre Sommersolhverv. Jeg har givet mine byrder til ilden og jeg er sprunget ind i det nye med det, jeg ønsker at tage med mig videre. Det er virkelig et kraftfuldt og magisk tidspunkt at gøre status på og bruge naturens kræfter og magi til at hjælpe sig videre på rejsen. Og hvis vi ønsker os, at det skal være sådan, kan vi også bruge dette tidspunkt til at fejre vores manifestationer på skriverejsen, det hele hænger jo så fint sammen.

Når skrivelængslen kalder men modet udebliver?

Måske tænker du, at du jo slet ikke er begyndt på din skriverejse endnu, selvom du mærker både skrivelyst og længsel. “Jeg skal lige tage mod til mig”, siger du med spæd stemme og kan godt høre, at den sætning er lidt slidt. Du har sagt det før, ikke sandt? Du har tænkt det.

Men hvor vil du da finde modet henne, det mod, du ønsker at tage til dig? Og hvornår vil du gøre det? Det er irriterende spørgsmål, men de er ikke helt uvæsentlige, hvis du har skrivelængsel. Hvad der det mon, der rumsterer fra et sted dybt i dig? Hvad er det, der skrives vil?

Når det bobler i hjertet, men tankerne siger STOP

For min erfaring siger mig, at skrivelængsel på ingen måde er en kuriøs tilfældighed, men et kald fra sjælen. Din sjæl kalder på dig. Hvisker, rumsterer og sender små (eller store) impulser af dyb længsel rundt i din krop. Det bobler i dit hjerte. Men når boblerne når dit hoved og du føler dig lettere beruset, lukker tankerne sig straks om det, der var et slags spirende mod. De fortæller dig en helt anden historie end den, der bor i dit hjerte. Her regerer den indre censor, her huserer de gamle historier om uduelighed og nederlag og alt det, du ikke kan. Her bor løgnene, med andre ord.

Vil du høre en god nyhed?

Udfordringen er selvfølgelig, at du på et tidspunkt valgte at tro på de løgne og formede din identitet ud fra det, andre sagde, mente og gjorde, men vil du høre en god nyhed?

Sommersolhverv er perfekt til indre renselse

Sommersolhverv er et perfekt tidspunkt at rense sig på. Det er et vendepunkt i naturen og det kan så sandelig også blive et vendepunkt i dig. Og der er så meget magisk energi i spil, som du kan læne dig ind i og låne af. Ja, for den magi tilhører så sandelig også dig. Du er en del af den.

Du er din egen magiker.

Sig ja til nye historier og fortællinger, som tjener dig og gør godt

Har du lyst til at sige ja til din skrivelyst og længsel? Og har du fået lyst til at fejre Sommersolhverv og give de gamle historier til ilden, så du fra det magiske tidspunkt kan åbne dig og sige ”JA” til nye historier og fortællinger, som tjener dig og gør din sjæl og dit hjerte godt?

Forberedelse – inden sommersolhverv (den 21. juni)

Hvad er det for historier og overbevisninger, som hæmmer dig og forhindrer dig i at følge din sjæls kalden?

Find en blok og en pen. Nu skriver du simpelthen det ned, som tankerne og den indre censor fortæller dig. Gå på opdagelse i de gamle historier og sæt ord på. Giv hver historie eller udsagn et nyt ark, som du siden kan folde sammen, som du folder et brev. Og giv den endelig gas. Prøv at lyt til, hvad tanker og indre censor siger og brug de samme ord. De ord, som har negativt ladet energi og som dræner dig. Nu har du chancen. Skriv det ned, sæt ord og fold dit brev.

Ilden, din allierede (ved Sommersolhverv)

Og hvem skal så have de breve, få eller mange. Det skal ilden! Ved sommersolhverv.

Tænd et bål, alene eller sammen med gode venner, og når ilden lystigt brænder, så sæt dig lidt og se på den. Mærk ilden, mærk dens kraft og styrke.

Ilden symboliserer solen og den renser, forvandler og velsigner. Den vil hjertens gerne hjælpe og støtte dig i dit forehavende, den er en vigtig del af fejringen ved sommersolhverv.

Giv brevene til ilden

Når du er klar, giver du brevene som beskrevet ovenfor til ilden. Du overrækker højtideligt brevene til ildens ånd, et efter et og du ser med dine egne øjne, hvordan ilden fortærer både papir og ild. Når det første brev er brændt, siger du tak og så brænder du det næste. Tak. Og det næste. Tak.

Du har sagt farvel

Indtil der ikke er flere breve. Du har nu givet dem til ilden og ilden har bogstaveligt talt ædt dine gamle historier og overbevisninger. Alt det, der hæmmede dig og stod i vejen. Nu er du klar. Nu er du renset og i pagt med ilden har du givet slip på alt det, der gjorde dig tung og som holdt dig fra skriveglæden. Du har sagt farvel til alle de falske udsagn, løgne og udtrådte fortællinger, som ikke længere tjener dig. Og du har gjort det ved sommersolhverv, et særligt kraftfuldt og magisk tidspunkt på året.

Og du er nu klar til skrive nye historier

Nu er du fri til at skrive nye historier, følge din skrivelængsels kald og lytte til de subtile toner fra din livssang. Du er fri, du er værdig og du skal ikke længere lige tage mod til dig. Modet har fundet dig.

Spring, spring ud og spring over bålet. Det har jeg selv gjort ved tidligere sommersolhvervsfejringer og det gør jeg så sandelig også i år, selvom jeg ikke skal deltage i en officiel fejring.

Spring over bålet og ind i det nye, alt det du drømmer om og ønsker dig. Det, du har en hensigt eller en intention om skal være din dagsorden for den kommende tid på rejsen mod høst og efterår. Sig det højt, når du springer eller sig det i dig selv og dit hjerte.

Spring ind i glæden

  • Jeg springer ind i glæden.
  • Jeg springer ind i min skrivelængsel og folder den ud. Ord for ord.
  • Jeg siger ja til min sjæl og springer ind i det, der glæder mit hjerte.
  • Jeg springer ind i … roen, tilliden, troen, kærligheden.

Du har sikkert selv dine helt egne formuleringer og intentioner. Med dem i hjertet kan du springe over bålet og ind i det, der endnu er formløst, subtilt og men alligevel undervejs. For tro mig; med din intention i hjertet og dit bevidste fokus på det, der gør dig godt, vil magien begynde at arbejde i og omkring dig.

Intentionens kraft er stor.


Høstcirklen

Har du en intention om at tage din skrivelængsel alvorligt? Har du lyst til at møde op og med din intention i hjertet begive dig på skriverejse i nysgerrighed efter at folde det ud, din sjæl synger om? Du er velkommen i Høstcirklen, et skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel.

Når de lyse nætter ender

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi høster via ordene og fortællingens kraft

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Læs mere om Høstcirklen her. Mærk efter, om det er noget for dig og spørg eventuelt sin sjæl, hvis du er i tvivl.

Er du i tvivl? Spørg din sjæl

Start med opvarmningsøvelsen, som du finder her. Tøm hovedet for tunge tanker og overfladevand. Det tager 5 minutter og herefter er du klar til at skrive fra et dybere sted i dig selv.

Stil dit spørgsmål? Kære sjæl eller hjerte, skal jeg være med i Høstcirklen? Er tiden kommet til at møde op og sige JA til min skrivelængsel. Stil dit stopur og skriv så flydende og intuitivt som muligt. Gerne i 15-20 minutter, prøv bare at lade komme og se så, om der ikke skulle opstå et svar mellem linjerne. Det gør der som regel og du kan mærke det.


Kære ven, jeg ønsker dig en magisk Sommersolhvervsfejring. Må du følge dit hjertes intention, dit lys og din glæde.

“Løb, min ven, fra alt og alle, der ikke styrker dine spirende vinger”
– Hafiz –

Kærlig hilsen
Lene

sommersolhverv_shamanism

 

 

Giv det til ilden

Nogle gange overgiver vi vores liv til en uønsket diktator. Det kan være et menneske, som vi kender eller har kendt og som måske ikke engang er aktivt til stede i vores liv længere. Eller det kan være tanker og gamle historier, som tynger og holder os fanget.

Bålceremoni

En måde at gøre dig fri af gamle, udslidte historier, løgne og tanker, eller mennesker, der ikke længere tjener dig, er at give det hele til ilden. I forbindelse med min egen forårsrengøring forleden, lavede jeg en lille bålceremoni, hvor jeg ikke alene ryddede op i nedfaldne grene og kviste i haven, jeg gjorde det også til en indre oprydning, hvor jeg for hver gren og pind gav mine byrder til ilden. Pludselig hørte jeg mig selv synge, mens jeg udførte ceremonien. Det var som om min stemme og min sjæl allerede kendte en sang, der handlede om lige netop det. Jeg overlod det hele til det guddommelige og til ildens kraft. Som en god ven sagde til mig efterfølgende: Ilden nærer og fortærer.

Brænd de gamle historier

Brænd de gamle historier, bogstaveligt talt, lav en lille ceremoni og syng en sang, der handler om din indre og ydre oprydning. Du skal se, sangen kommer helt af sig selv, når du er i gang. Efterfølgende føler du nærmest befriet, en sten er faldet fra dit hjerte og ilden har smeltet den. Nu er du fri til at begynde at skrive nye historier og tænke anderledes, godgørende tanker. Et skridt, et ord af gangen.

Mantra: Jeg giver mine byrder til ilden. Jeg er fri.


Nu er du fri til at skrive nye historier

“Nu er du fri til at skrive nye historier og fortællinger, siger ørnen og kommer til stede i suset fra et vingeslag. Og det er fint at erkende, at der skal mere ild til. Det er forår, vi rydder op og smider ud. Du er i fuld gang med at skifte ham, det ved du vel? Det føles måske som en svær tid, hvor du er virkelig ude, hvor du ikke kan bunde, men det er godt. Giv slip og lad dig fragte lidt. Det er et spørgsmål om tid, om tålmodighed og …”

”Tillid”. Jeg smiler en træt grimasse. ”Jeg havde ingen anelse om, hvad det ord og den intention indebar, da jeg ved Vintersolhverv sprang ind i den. Tillid. Det er så omsiggribende at jeg ikke længere ved, hvad ben jeg skal stå på.”

”Så flyv” ler han og ser ganske muntert på mig. Han ser åbenbart ikke helt alvoren i situationen. ”Jeg er virkelig træt, ørn, slidt. Jeg har kastet mig selv ud i noget, jeg ikke kan overskue. Noget, jeg ikke kan kontrollere og nu er jeg ærlig talt lidt bange for, at det skal gå helt galt, selvom jeg egentlig godt ved, at jeg bare burde synge og le, for jeg har jo lagt det hele i Gudeæsken, brændt det på bålet og jeg siger mange gode mantras og erklæringer i løbet af dagen. Og natten. Jeg har skrevet dem i min kalender, jeg siger tak for dem hver aften og i det hele taget. Jeg er faktisk fokuseret. På at give slip og gå i tillid. Men noget i mig stritter så voldsomt imod og er blevet så frygtelig bange, at det vækker mig om natten og holder mig fast i skærsilden.”

Psst. Jeg fortæller dig mere om Gudeæsken i næste uge her på bloggen.

Når frygten tager til og egoet danser

”Det er helt normalt”. Han slår ud med vingerne og ler igen. Han er i det hele taget en meget munter ørn og det er nok meget godt. Når vi er på trommerejse, ligger jeg ofte og smiler under hele turen. Der er så meget humor i hans fjerdragt, hans måde og hans visdom. Åh, jeg ville ønske at jeg kunne tage livet og rejsen med samme legende lethed.

”Normalt? Er det normalt at frygt og ego tager til, når man træffer en beslutning fra hjertet og har en dybfølt intention om at lade livet ske i stedet for at forsøge at få det til at ske? Ja, for noget i mig vil frygtelig gerne kontrollere hele situationen og jeg må næsten sidde på hænderne for ikke at handle i panik. Jeg ved det er forkert, jeg har besluttet mig for tillid, men impulsen til handling og flugt fra skærsilden er enorm. Det er faktisk blevet lidt af en kamp.”

Fortæl din frygt at alt er såre godt

”Fortæl din frygt at alt er såre godt. Fortæl den, at du er taknemmelig for omsorgen, men at den ikke hjælper dig nu. Det er for sent at frygte. Du er på vej væk fra den lejr, hvor man vælter sig i alt det, der ikke fører til noget godt andet end selvmedlidenhed og offermentalitet. Eller kamp. Lad være med at kæmpe, bare lyt til frygten og vug den så i dine arme. Du er jo bange frygt, det kan jeg godt forstå, men lad os sammen være stærke i troen og tilliden. ”

”Og hvad tror du frygten vil sige til det?” Jeg er ikke afvisende overfor hans forslag, jeg er parat til at prøve hvad som helst for at dulme frygtens omklamring. Egoet vil nok altid kæmpe imod, men noget i mig er stærkere.

”Den falder lidt til ro, så blusser den op igen. Kunsten er at vide, at du ikke er din frygt og at vi alle kender til den. Men frygt har jo en adresse, den opstår på grund af noget. Noget, du virkelig frygter, en gammel historie om mangel og kamp, som du har fået galt i halsen. Giv slip på den historie nu, for din hjertelige intention, dine ønsker og bønner er langt mere kraftfulde. Alt er i skønneste orden, vi har dig!”

”Hvem er vi?”

Hans øjne hviler på mig, det gør godt at mærke varmen, der stråler fra ham. Han er næsten som den ild, jeg gav mine byrder til i går. Jeg ville ønske at jeg kunne fastholde ham, så han altid var lige i nærheden, ja så tæt at jeg altid kunne spørge ham til råds og få de gode ord, som jeg får lige nu.

Du er nødt til at møde op og bede om hjælp!

”Hvem siger, at du ikke kan det? Hans stemme skifter leje, aner jeg en smule indignation? Det har jeg jo sagt, mød op, kald og jeg kommer. Skriv mig eller tag på trommerejse. Jeg er til din rådighed, men du er nødt til at møde op og gøre klar til at modtage mig.

”Tak ørn”. Mit suk er dybere end Grand Canyon. ”Jeg ved det jo godt.”

Elsk fortællingerne, så vil de elske at hjælpe dig

”Husk fortællingens kraft. Husk din gave. For én ting er sikkert, det har du lært. Du har tillid til fortællingerne. Du elsker dem af hele dit hjerte og du er aldrig i tvivl. Se nu bare, jeg kan mærke, hvordan du får kuldegysning, når du skriver mine ord. Du elsker dem, du stoler på dem, du skriver i tillid.”

Jeg nikker, en klump sætter sig i halsen og gråden presser sig på. Jeg er virkelig meget træt i dag. Udenfor er solen forsvundet og skyerne trukket sammen. Det landskab, der før lå badet i formildende forårslys er nu tungt. Vinden blæser op, det suser i træerne, alt er forandret.

”Jeg elsker også at give fortællingens kraft videre til andre”, betror jeg mig til ham og han nikker. ”Alt det, du lærer mig og det fortællingerne giver mig. Jeg har nu vished om, at vi kan skabe forbindelse via vores ord og vores fremmøde. Det kræver øvelse og allerførst må vi lære os selv at kende. Men det kommer, når vi kalder. Akkurat som du gør det. Det er også tillid. Og gaven er næsten ubeskrivelig. Den er en velsignelse fra …

”Kilden” siger han og letter i samme øjeblik. Et øjeblik efter er han forsvundet bag træerne og jeg sidder alene tilbage med min kaffekop.


Skrivehuset, den 21. april 2016

Kære ven

Ovenstående er et uredigeret uddrag af den bog, jeg skriver på; Fortælling ved Vintersolhverv. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men jeg fik lyst til at dele lidt med dig. For måske har du ligesom jeg, ting og sager i dit liv, som er udtrådte, slidte og som ikke længere tjener dig? For mit eget vedkommende har det allermest været gamle tankemønstre og historier, som virkelig ikke gjorde noget godt for mig. Tværtimod! Nu har jeg formuleret en hjertelig intention, jeg vælger at invitere nye historier og tanker ind i mit liv og denne gang er det mig, der åbner og lukker døren til min egen sjæls hus. Jeg bestemmer, hvad og hvem jeg lukker ind og hvornår. Det gør godt!

Behold din styrke, brænd det, der hæmmer din blomstring

Måske har du lyst til og brug for at gøre det samme? Jeg kan varmt anbefale bålceremonien, hvor du brænder visne blade, kviste og grene og samtidig får ryddet op i haven. Alternativt skriver du det, du siger farvel til, på et stykke papir, som du efterfølgende brænder. Det er en kraftfuld måde at give slip på. Giv det til ilden. Ilden nærer, fortærer og vil gerne hjælpe dig i dit forehavende. Der er i det hele taget meget hjælp at hente.

Og fortællingerne? Jamen, du skulle bare vide. Fortællingens kraft er stor, jeg bliver til stadighed overrasket. Så har du skrivelængsel, så er der ingen tid at spilde. Din indre fortællerske kalder.

Din indre fortællerske kalder

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Giv hende plads, hun har ventet længe på dig

Jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver.

Morgensider, aftensider eller sjælebogen. Eller din helt egen rejsedagbog, hvor du skriver dig ind i det, der rumsterer og giver det plads til at folde sig ud. Via ordene, som er din tryllestav. Du skulle bare vide!

Du kan læse om de forskellige skrivebøger på min hjemmeside her. Brug søgefeltet og find det, du leder efter. Og ja, der er også indlæg om den indre censor, frygt modstand og det, der tilsyneladende står i vejen. Alt det, som har støttet og hjulpet mig på min vej.

Mangler du noget, så skriv til mig, jeg deler hjertens gerne af min viden, vished og skriveglæde. Tro mig, fortællingens kraft er stor! Intet vil glæde mig mere end at hjælpe dig på skrivevej og puste til din skriveglæde, så den kan blusse og blomstre.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP

Du kan også komme med på intuitiv skriveworkshop – medbring blot din skrivelængsel!

Vil du gerne i gang med direkte hjælp og støtte fra mig og Kilden, som jeg altid inviterer? Så kom og fold fortællingerne ud på den intuitive skriveworkshop enten torsdag den 2. juni eller lørdag den 11. juni. Der er stadig ledige pladser på begge dage.

”Øv!  Jeg bobler af skrivelyst og længsel, men har desværre ikke mulighed for at deltage på nogle af ovenstående datoer. Jeg bor i udlandet, jeg er norsk, jeg kan ikke foretage den fysiske rejse til Ringsted, hvor Skrivehuset ligger … hvad gør jeg så?”

Du tilmelder dig da SOMMERCIRKLEN. Et skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel, hvor du skriver hjemme fra dig selv og samtidig bliver en del af en online skrivegruppe i den tid, Sommercirklen varer. 4 måneder, fra maj til august. Invitationen finder du i linket. Jeg tager imod tilmeldinger indtil 20. maj 2016 (så længe der er ledige pladser). Hjertelig velkommen til en skrivecirkel i skriv-fra-sjælen regi og til sommerens særlige energi. Lad din skriveglæde blomstre.

Jeg ønsker dig en fortryllende St. Bededags weekend.

“Løb, min ven, fra alt og alle, der ikke
styrker dine spirende vinger”
– Hafiz –

Kærlig hilsen
Lene


Hvad skal jeg vælge?

Du har akut skrivelængsel og vil i gang med at skrive. Skrivehuset og min tilgang til det at skrive vækker genklang og taler til din sjæl. Men hvilket forløb skal du vælge?

Skrivecirkel? Intuitiv skriveworkshop? Skriv Din Sjæl? Eller måske et skræddersyet personligt forløb? Bogcoaching?

For at gøre det lidt lettere for dig, har jeg lavet en lille oversigt og beskrivelse af de forskellige skrivetilbud, der findes i Skrivehuset lige nu. Du finder den i linket her “Hvad skal jeg vælge?”

cropped-2011-november-003_b.jpg