Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Sensitiviteten. Den store følsomhed. Altid har den været en hæmsko i den virkelige verden. Mødet med hårde facts, modbydelige metoder, ufølsomhed og drive. Alt det, hun sansede og fornemmede, men som ikke fik en chance, det blev skubbet bort og kunne ikke leve blandt hårdtslående argumenter. Kampen. Den evige jagt efter succes, som hun aldrig... Continue Reading →
”Vi kan tale videre ved snittebordet” erklærer Brónach og rejser sig brat fra havestolen. Æbletræets skygge er total nu, et anstrøg af fugt og forsigtig kulde trænger sig på. Vi samler tekopper og kande på en bakke, som Pippa snupper, med lange skridt går hun gennem græsset og op til huset, hvor hun forsvinder ind... Continue Reading →
Det er noget, jeg øver mig på. At tillade. Helt bevidst vikler jeg mig ud af livets tråde og opgiver den modstand, der skaber friktion. En ting er guddommelige forsinkelser, som i virkeligheden er perfekt timing, det er bare os, som bliver utålmodige og tror, at vi er glemt. Noget andet er at stå i... Continue Reading →
Jeg kører fra Allesteds Cirkel med indkøb, hund og havkort. Kortet ligger på passagersædet med forsiden opad. Billedet af havet i dybblå farver og grøn. Jeg tænker på Poppys ord og forklaring. At være vært for havet i mig selv. Det smukke dyb. Indrømmet, det var hende som sagde det og ikke jeg. Men nogle... Continue Reading →
Jeg finder kortet på trinbrættet til bilen. Fleur og jeg skal til Allesteds Cirkel, det er først på formiddagen, vinden er urolig. Det er både varmt og køligt afhængig af, om man opholder sig i sol, skygge eller om man er ude i vinden. Jeg havde næsten glemt dem. Kortene. Tanken om at være til... Continue Reading →
Pippa er Brónachs niece. Jeg møder hende tilfældigvis på stranden på morgentur med Fleur. Hun er ung, lang og slank, løber på lette ben gennem sandet og kaster sig ud i bølgerne i et pludseligt temposkift. En slags våddragt, kastanjebrunt hår der farves mørkt af havet. Fleur løber derhen, jeg kalder på hende, på det... Continue Reading →
Vi taler om det guddommelige, mens vi i aftensol mellem træerne spiser små retter arrangeret i farverige skåle. Vi har lavet maden sammen, men Brónach insisterede på, at vi tog køkkenet med udenfor. Vi bar grøntsager og ingredienser ud i eftermiddagens sidste stråler, inden den forsvandt bag granerne og kyssede æbletræet farvel. Alt gjorde vi... Continue Reading →
Hvem skulle have troet det? Brónach er min nye mentor. Jeg tygger på tanken, da jeg spiser morgenmad under skyer på terrassen ved mit hus. Det er sommer, men vejret er ustadigt og lover ikke noget. Alt kan ske og jeg resignerer, mens jeg lægger uldtæppet om mine skuldre og drikker kaffe i blåt krus.... Continue Reading →
Det er morgen, luften er tyk af fugt og torden truer. En nat med afbrudt søvn og klaprende vinduer får mig tidligt ud af sengen. Fleur springer op og er klar. Jeg kommer i tøjet, tøver og kan mærke at jeg skal noget tredje i dag. Det kalder i raslende trætoppe, det danser i lummer... Continue Reading →
De første dage af juli er en kølig affære. Jeg afbryder mine morgenbade, tager regnjakke på og går tur langs havet mod syd. En halv time ud, en halv time tilbage. Over mig svæver mågerne og små skrig af fryd rammer sandet. Småsten ruller, latter rumler. Eller er det torden? Fleur nyder at løbe til... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 