Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
En gæst er ankommet, mit hjerte hopper af forventning og glæde. Jeg skrev noget i min rejsedagbog om eneboer med måde og erkender, at jeg savner Pensionatets liv og måden vi var sammen hver for sig på. Åh Elva, hvad ville jeg ikke give for at kaste mig i dine arme, at høre dig le... Continue Reading →
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
Det er sværere end jeg tror. At være taknemmelig. Men jeg har skrevet en fint formuleret intention i min rejsedagbog og hver morgen åbner jeg et indre rum, som har en rusten nøgle. Først skal jeg igennem en række af selvbebrejdelser, som står i kø for at spotte. Utaknemmelige skarn, forkælede møgunge og andre fortidsfloskler... Continue Reading →
”Kom lige herud” hører jeg hende kalde, et kald, der ikke er invitation, man bare kan sige nej til. Jeg kan høre på hendes uhu uh at hun mener det. I øvrigt er det første gang, at hun så aktivt kalder mig ud, så jeg lukker mit vindue og skynder mig at komme i tøjet.... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg bor i huset ved havet. For et år siden befandt jeg på et sjælsomt pensionat sammen med andre kvinder, en månedslærer og Virginia, som holdt huset og sørgede for vores gudelige måltider. Vi fandt ud af, at vi alle havde et kald. Jeg er kaldet til at gå Eneboerens... Continue Reading →
Det skete i de dage at jeg faldt til ro i huset ved havet og det på trods af, at mine tanker løb i ring. Oppe i hovedet savnede jeg Elva, Virginia og hendes kulinariske herligheder, Maize, Cailean og den månedslærer, der var på besøg. November var Gwyneths måned og som du måske husker, var... Continue Reading →
Så siger jeg nogle ord, som stammer dybt fra mit indre. De opstår i et splitsekund og kildrer min intuition. Så bliver der stille. Fyrtræerne lukker sig om sig selv og mørket sænkes. Tærsklen mellem stammerne er borte. Jeg forsøger at få træerne i tale igen, men de er tavse. Hov! Nu bliver det for... Continue Reading →
Du mærker skrivelængsel? Du vil gerne starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og ære det kald, du mærker? Du vil gerne skrive fra sjælen og lade hjertets fortællinger få plads. Også dem, der er svære at skrive? Du ved, at du er nødt til at skabe rum til ro og fordybelse, så... Continue Reading →
Fem gæs flyver over mit hus ved havet. Dybt i november og på et sted, hvor mørket har fået magt. Daggry opstår som et hul i himlen, jeg står bag huset ved brændeskuret og ser det ske. Altid har jeg været en morgenfugl. Nu hilser jeg på de fem gæs som venner. Venner, der som... Continue Reading →
De næste dage forsøger jeg at falde til ro i huset ved havet. Det er ikke så let, som jeg troede. For væk er det ydre tæppe af den tryghed, Pensionatets rum og de andre gav. Elva, Maize, Virginia og alle månedslærerne. De er her ikke længere. Men Aoileann tog imod mig på dette sted.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 