Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Blegt lys, sol gennem tynde skyer, let frost og skarp vind. En ravn flyver forbi. Jeg hører hende, før jeg ser hende. Et kald, som en klokke i mit indre. Er du vågen? Er du klar? Hun jubler i sin lyd og kalder på stille fejring. En vej har åbnet sig, den er blevet gjort... Continue Reading →
Skrivelys er en hyldest til mit eget skrivelys, det lys, der altid brænder. Det er håbet, inspirationen og det, der sker, når jeg er i kontakt med energien. Lyset brænder, lyser rummet op, kaster skygger. Lyset danser og når jeg tænder det, tænder jeg for min forbindelse til min skaberkraft, kærlighed og det magiske univers.... Continue Reading →
Det velkendte rhhåå, en sten falder fra min sjæl. Dump lyd høres, da sten rammer vandet. Plask. Det er en god lyd, en af dem, der får læberne til at vibrere. Et smil formes, da ravnen rammer min sfære som sten ramte vand. Hun kommer med foråret, glidende over himlen med sine karakteristiske vingeslag. En... Continue Reading →
“Man skal da ikke skynde sig i marts” siger hind, hun står på stien foran mig. I krattet ses bregner og nyt græs, der har fundet vej gennem mulden. ”Hvis man da overhovedet skal skynde sig?” ”Det skal man vel nogle gange. Du har da også brug for at flygte og gemme dig bort?” ”Tja,... Continue Reading →
Måske kender du det fra dig selv? Du vil så gerne have noget til at ske på en bestemt måde. Faktisk kan du slet ikke forestille dig det anderledes. Men det sker ikke rigtigt eller også opstår der hele tiden forviklinger, forsinkelser og intet bliver, som du havde håbet. Alligevel hænger du i. Du vil... Continue Reading →
Det virker, når jeg virker og jeg har ikke virket i et stykke tid. Det har været halvhjertet, et forsøg på at få gang i en ild, der ikke rigtig ville brænde. Den blev ved med at gå ud. Enten slukkede jeg den selv, fordi jeg var for træt til at kæmpe eller også blev... Continue Reading →
”Alle brikkerne vil falde på plads” siger høgen og betragter mig fra pælen i hegnet. ”Du behøver ikke at gøre noget. Faktisk er det bedst, hvis du træder til side. Du har sået dine frø og snart er det tid til spiring. Snart er et nøgleord, det er ikke endnu. Og her kommer din tålmodighed... Continue Reading →
De sidste dage af februar blev tilbragt på kanten til havet bag klitterne et sted. Et sted, hvor hun blev holdt af tåge og et landskab, der ikke lod sig nøjes med tilsyneladenheder. Således talte det åbne klitlandskab til hendes sjæl, det sted, hvor hun befandt sig på en tærskel i tågedis. Havet sang for... Continue Reading →
Der findes et manuskript. Det fyldes af fortællinger i pagt med årshjulet. Ikke en dag er ubetydelig. Der findes ikke følelser, det ikke tager imod. En åben bog, et hjerte ditto. Et kærligt pensionat. I dag er det vinden, der tager ordet, den spørger ikke om lov. Solen fortrød og gled ind bag skydækket. Det... Continue Reading →
Hun har stået på klippen længe. Helt ude på kanten. Med vindblæst hår, dramatisk himmel, kæmpe bølger mod hendes kyst. Så blev hun blæst tilbage og forsvandt. Der gik et døgn, måske lidt længere. Hun var tilbage på et gammelt sted. Det kan du ikke se, hvis dit blik er fæstet på klippekanten og den... Continue Reading →
