Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
De kommende dage tager vi den med ro, Fleur og jeg. Vi kan lege, at vi holder vinterferie, siger jeg til hende. Om eftermiddagen tager vi på udflugt, James kører i nye retninger og vi udforsker det stadig sovende februarlandskab. Men noget er sket, for i grøftekanter, haver og hegn danser vintergæk og erantis. Det... Continue Reading →
Det har regnet gennem natten, i vågne øjeblikke lyttede jeg til dråbernes sang. Det er en beroligende lyd, den og så Fleurs lette snorken i fodenden af min seng. Huset er stille, havet holder øje med det, et roligt øje i den dybe nat. Jeg tænker på Freyja, da jeg står op og lægger brænde... Continue Reading →
Freyja er væk i flere timer og jeg når lige at blive bekymret, da hun endelig dukker op. Man vænner sig hurtigt til, at der er en anden i huset. Man hører lyde, fodtrin, energien er en anden, end når man kun er sig selv og sin hund. Jeg er så afslappet som ellers og... Continue Reading →
Bogen er indbundet i brunt læder. Titlen står med guldbogstaver på forsiden. Vandrebogen. Og som Freyja sagde, er der ingen forfatter nævnt. Siderne er gule og slidte, hist og pist med fedtpletter og bukkede hjørner. Jeg bladrer i bogen og finder afsnittet, hvor der skrives om steder, hvor vandrere kan slå lejr for natten. Beskrivelserne... Continue Reading →
Eftersom du ikke har ordet, bliver det som i drømmen. Du vil finde dem i landskabet. Muireanns ord lyder i mit hoved, da jeg med kortet i hånden trasker hjem. Fleur løber som altid i forvejen, den fødte stifinder. Kortet fandt hun også. Det forestiller en kvinde i tusmørke. Hun har langt lyst hår og... Continue Reading →
Sådan går det til, at jeg sidder på Poppy’s Place og drikker kaffe sammen med Muireann. Man skulle næsten tro, at hun havde planlagt det. Vores møde. Ordene, der falder. Bortset fra at hun ikke kunne vide, at jeg kom. Med mindre … Jeg nægter at tro at Poppy og Muireann står i ledtog med... Continue Reading →
Månerester og iskold vind. Fleur og jeg går tur ved havet på februars første dag. Det er morgen, som altid traver vi en tur efter morgenmaden. Vi forlader den varme ild i køkkenet og går ud i vejret. Vinter, februar er kommet, det er Imbolc og ofte det koldeste tidspunkt på året. Men under jorden... Continue Reading →
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
Jeg øver mig på at være nærværende fra første færd ud. På morgenturen ud, ikke blive oppe i hovedet på ridt med løbske tanker. Træde faste skridt, sætte spor i klitter og sand. Følge efter Fleur som med dansende bevægelser kaster sig ud i livet. Det er tåget, træerne bag mig er udviskede silhuetter i... Continue Reading →
Poppy ankommer med rejsetaske og to flasker vin. Det er sidst på eftermiddagen, den sydamerikanske curry simrer på komfuret og jeg har gjort det hyggeligt i stuen med stearinlys og ild i pejsen. Solen glider stille over havet i vest og gør sig klar til at gå ned. Snart kommer aftenen. Fleur bliver begejstret over... Continue Reading →
