Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Når man åbner sig for det, er der frænder alle vegne. De holder øje med dig, de kredser om dig, gemmer sig måske lidt for at betragte dig i det skjulte. Men de er dér. Til lands, til vands og på jorden. I sprækker, træer og på store sten. I huller, dybe skygger og når... Continue Reading →
Morgen igen, lyset bryder mørket, himlen bløder. Fleur og jeg er tidligt ude, vi går tur på stranden inden morgenmaden. Det er stadig mørkt, vi er daggryets vidner, det er et godt tidspunkt at forbinde sig til sin sjæl. Da vi forlader huset, hører jeg uglen tude, jeg hilser tavst men ved, at hun hører... Continue Reading →
Næste formiddag gør Fleur og jeg noget nyt. Vi går en anden tur. I stedet for at gå ud i klitterne og ende på stranden, følger vi stien på bagsiden af huset og går ud mod landevejen. Her er Fleur i snor, jeg har stor respekt for både trafik og det dyreliv, der er i... Continue Reading →
Det er tirsdag, Fleur og jeg skal til byen. Mens himlen bløder i øst, skænker jeg kaffe i kruset og forbereder en skål skyr med hjemmelavet mysli. Fleur har spist sin mad og følger forventningsfuld mine bevægelser. Da jeg er færdig med kaffe og morgenmad, vasker jeg op, stiller kop og skål i stativet, slukker... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
”Du kom” konstaterer Uglen og ser på kvinden i vinterfrakke. I mørket er hun usynlig, men ikke for uglen, som har nattesyn. Hun står med armene over kors og virker utålmodig. Det er ikke det rigtige ord, Uglen vender det i maven og gylper det op. Det er noget andet, kvinden er. Usikker. Forventningsfuld. Bange.... Continue Reading →
Vi venter på lyset. Fleur har været ude for at gøre sine morgentoilette, så kommer hun susende tilbage og gør utålmodigt ved døren. Inde i varmen ryster hun og ser forventningsfuld på mig, kom, vi skal ud i køkkenet og gøre, som vi gjorde i går. Rytmen er god, energien langsom, i dag mærker jeg... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
”De første uger af januar er ikke meget anderledes end de sidste i december, men nu er julelysene forsvundet og mørket ånder frit. Energien er langsom.” Sådan skrev jeg i min rejsedagbog for præcis et år siden og på januars anden dag sidder jeg foran brændeovnen i køkkenet med Fleur ved mine fødder og læser... Continue Reading →
Skrivning er ikke bare. Pennen er vores sværd, ordene vores transportmiddel og gennem skriverejsen kan vi få kontakt til dybe steder i os selv, hvor energien var stagneret. Her kan vi skrive os ind og opløse gamle blokeringer gennem ord og fortællinger. Fortællingens kraft er stor og undervejs bliver vi skænket historiemedicin, som lindrer og... Continue Reading →
