Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det dæmrer, da jeg ved daggry går tur med Fleur langs stranden. Det dæmrer og månen synker stille i horisonten, den har gjort sit job og giver nu langsomt slip på lyset. En bid er forsvundet. Fleur løber glad foran mig, siksakker ind og ud mellem vand og sand og nyder hvert øjeblik. Det dæmrer,... Continue Reading →
Det sker som regel, når jeg mindst af alt venter det. Når jeg føler mig tørlagt og går ud blot for at gå. Som jeg gjorde det i går, dagen, hvor jeg så månen på pastelmorgenhimmel og solen stå op i øst. Dagen, hvor jeg tegnede en valmue i min skrivebog, fordi valmuen var min... Continue Reading →
Juleaftensdag. For tre dage siden. Jeg smiler, da jeg læser i min rejsedagbog og med nybegynderens undren tegner de streger, der skal blive et symbol på min nye ven. Et nyt kapitel på min forunderlige rejse. Jeg har gået en frisk tur langs havet og er blevet blæst igennem. Jeg har givet alt mit bøvl... Continue Reading →
Jeg læser i bogen, mens jeg drikker min kaffe og spiser min mad. At skabe et magisk rum står der med snørklede bogstaver på omslaget, hvor en kronhjort toner frem mellem to birketræer. Forfatterens navn kan jeg ikke finde. Hvem har mon skrevet den lille bog? Måske betyder det ikke så meget? For er det... Continue Reading →
I efteråret 2023 lancerede jeg Fortællersken Den Indre Rejse skrivekurset, som har fokus på historiemedicin og det første hold skriver på sidste kapitel nu. Det har været en fin og forunderlig skriverejse og alle uden undtagelse har meldt tilbage og givet udtryk for deres glæde og taknemmelighed over de fine fortællinger og historiemedicinen, der er opstået i vores midte. Det... Continue Reading →
Storm ved Vintersolhverv. Jeg vågner til lyden af rasende hav og vind, der hyler i huset. Kulden sniger sig ind gennem vinduet bag gardinet, jeg har trukket dynen helt op over næsen og har ikke travlt med at stå op. Det er mørkt endnu, men snart kommer lyset. Det sparsomme lys, der kæmper sig vej... Continue Reading →
Det er mørkt, da jeg vågner. De sidste dage inden Vintersolhverv byder på tunge skyer og regn. Jeg sidder i køkkenet foran brændeovnen med min kaffe og morgenmad. Et enkelt stearinlys brænder. Det er for alvor gået op for mig, at jeg er alene og at jeg sandsynligvis kommer til at tilbringe juledagene i mit... Continue Reading →
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
Det er sværere end jeg tror. At være taknemmelig. Men jeg har skrevet en fint formuleret intention i min rejsedagbog og hver morgen åbner jeg et indre rum, som har en rusten nøgle. Først skal jeg igennem en række af selvbebrejdelser, som står i kø for at spotte. Utaknemmelige skarn, forkælede møgunge og andre fortidsfloskler... Continue Reading →
”Kom lige herud” hører jeg hende kalde, et kald, der ikke er invitation, man bare kan sige nej til. Jeg kan høre på hendes uhu uh at hun mener det. I øvrigt er det første gang, at hun så aktivt kalder mig ud, så jeg lukker mit vindue og skynder mig at komme i tøjet.... Continue Reading →
