Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Noget er anderledes nu, jeg er forandret. Ikke noget, man kan sætte en finger på og forklare. Jeg er, som jeg er og er forankret på det sted, hvor mit sande hjerte banker. Poetisk, måske, men det er stærkere end noget, jeg har oplevet før, vildere, end jeg turde drømme. Kompromisløst og fritflyvende som ørnen,... Continue Reading →
Det er diset og jeg lytter. Bag tumlende tanker og rester af frygt. De tilsyneladende utrættelige protester fra sindet, der er vant til at tale fra frygt. Den kan være så subtil, at man ikke ser den. Så lille, at den næsten er helt væk. Det er følelsen, der afslører energien og det er den,... Continue Reading →
Dette er en fortælling, der egentlig er en drøm, som ville være noget andet. Således hører den til i en rækkefølge, der ikke er kronologisk i ordets egentlige forstand, men den har et ønske om at blive skrevet og så gør jeg selvfølgelig det. Fortællingen foregår ved havet helt på toppen af den halvø, hvor... Continue Reading →
”Det er efterårsjævndøgn”, proklamerer gærdesmutte i forbiflyvende sang. Et fløjt, en strofe og jeg indfanges, løfter hovedet og ser den lille fugl flyve tæt over græsset på marken, hurtige, smidige bevægelser, vingerne løfter den lille fugl højere og snart er han borte igen. Efterårsjævndøgn, det er sandt. Dag og nat er lige lange. Lys og... Continue Reading →
Jeg er flyttet, siden du læste om mig sidst og det er blevet efterår. Mit sted er hemmeligt, det findes ikke online og kan ikke ses på noget kort. Det kan ikke overvåges elektronisk og ingen andre kan finde herhen. Det er her, jeg bor nu. Mellem træerne i skoven, på tidlige morgener, når lyset... Continue Reading →
Hun rækker mig sedlen med sætningen. Landskabet er grønt, frodigt efter regnen, men i periferien danser gyldne farver i blødt lys. Det er efterår, vi er på vej mod balancepunktet ved efterårsjævndøgn. Rolig, jeg har fundet hjem til mit hjertets havn. Et sted, jeg aldrig ønsker at forlade igen velvidende, at det kræver nærvær og... Continue Reading →
Her slutter fortællingerne fra Daggryets Ø. I de kommende dage åbner et rum sig, der er så tomt som det kan blive. Et rum, der er klar til at modtage dem, der kommer og de fortællinger, der vil folde sig ud. Slutningen er en ny begyndelse. Mellem dem er en tærskel. Gwenllian hjælper med at... Continue Reading →
Nu vender hun sig om. For første gang sker det, jeg står bag et af grantræerne med udsigt over stranden. Blandt hybenbuske med modne frugter, røde, orange, som himlen, der åbner sig. Nu vender hun sig om, halvt skjult bag det lange hår, svøbt i sin lilla kåbe. Fløjl, tænker jeg eller silke. Men det... Continue Reading →
Det er fint at være her på Daggryets Ø. Forunderligt at sidde her i vandkanten ved fyrtårnet, det sted, der opstod i drømme, i små fragmenter af lys. Et sted midt i mulden, et sted i mørket. Nu ser jeg øen gennem mine øjne, mærker dens energi i hjertet og høster de fortællinger, der trives... Continue Reading →
Daggry har månerester og dis. Lyset er helt specielt, jeg træder ud af min hytte på bare fødder og bader i fugt. Så skete det, jeg stod på tærsklen og så det ske. Et vidne til sommerens farvel og efterårets ankomst. Jeg mærker efter, lettelse, en følelse af noget nyt. Fugten gør mine fødder kolde.... Continue Reading →
