Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der sker et skift i energien. Jeg ved ikke, om det skyldes Caitríonas uventede ankomst eller det er højsommeren, som tager over. Vendepunktet er sket. Lyset er nu aftagende og mørket vokser i det stille. På nuværende tidspunkt kan man hverken se eller mærke det og dog. Tonen er en anden. På Pensionatet er endnu... Continue Reading →
Hun står udenfor havelågen og venter. En fremmed skikkelse, en kvinde, jeg ikke har set før. Hun er iført en grønblomstret kjole, der når ned til fødderne og hendes lange hår er prydet med en blomsterkrans. Hendes øjne er grønne som kjolen, håret er mørkt. Der er ingen tvivl om, at hun venter på nogen... Continue Reading →
Næste morgen går Elva med til havet. Hun smider ugenert sin badekåbe og træder ud i de kølige bølger. Oonagh hujer og kaster sig i med et ordentligt plask. Selv går jeg langsomt og vænner mig til vandet. Det er en smuk sommermorgen, skrøbelig og pastelagtig, men snart finder solen vej gennem skyerne og lyset... Continue Reading →
Iført min hvide kjole og på bare fødder springer jeg over bålet. Med den ene hånd holder jeg fast i stoffet, så det ikke tages af flammerne. Med den anden hånd holder jeg balancen. Flyvende til lyden af klapsalver og stemmer fra de venner, som er mødt op. Det er først på aftenen i Caileans... Continue Reading →
Hver morgen øver jeg mig på at vågne i stilhed. Fra første færd, sommerlys gennem gardinet, dansende skygger over gulv og væg. Øjnene, der åbner sig og ser. Inden tanker tager over. Det er det øjeblik, jeg beskytter. Hvis jeg ikke er bevidst om det, svømmer jeg snart i en strøm af tanker, der farver... Continue Reading →
Krage kalder morgenen ind. Gennem det åbne vindue hører jeg dagen stå op og lydene vokse. Lyset rejser sig som en søjle og snart danser landskabet i morgendis. Udenfor mit vindue på værelse nummer 3. Søvnen slipper uden modstand, jeg bliver liggende lidt og lytter. Skubber blidt tanker om andet bort og nyder den kølige... Continue Reading →
Mandag morgen er vi alle samlet ved morgenbordet. Virginia er tilbage og har bagt surdejsbrød, store skiver, sprøde og saftige, ligger på et fad. Melon, jordbær og agurk er stødt til. Det er blevet sommer på Pensionatet. Jeg vågnede lidt før 6 og var frisk. Vinduet stod på klem og fuglene sang. En krage skreg.... Continue Reading →
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Man har planer med mig. Jeg er ikke bare en tilfældig gæst på Pensionatet og min læring er ikke kun til eget brug. Cailean og Willow har talt. Det forunderlige er, at alting føles anderledes nu og at det, de fortalte mig forleden i Caileans hus, mærkes som en selvfølge. Det... Continue Reading →
Se efter det, du ikke kan se. Lyt efter det, du ikke kan høre. Jeg står tidligt op og trækker gardinet til side, natten er for længst blevet dag. Lyset er gavmildt og gennem det åbne vindue synger solsorten sin sang. Haven er grøn og frodig, syrenbuske er dukket op med lilla og bordeaux blomster.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 