Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Denne morgen går jeg langsomt. Lyset vækker mig og havet kalder mig ud. Inden morgenmaden træder jeg ud af havelågen og får øje på hende længere fremme på stien. Hun vender sig om og vinker til mig som havde vi en aftale, jeg ikke vidste om. Hun venter til jeg når frem og vi hilser... Continue Reading →
Jeg åbner vinduet, duft af regn siver ind. Stille længsel vækkes blidt og jeg føres på vej. Det er et spørgsmål om at lytte, det er en kunst at kunne uden at kaste sine formodninger i grams. Bare følge håndens bevægelser og selv være så stille som mulig, se hvilke ord, der triller ud. Som... Continue Reading →
Lyng bæres af vinden, lilla duft rammer mig og det sker. En langsom forvandling set med menneskeøjne og utålmodig længsel, men herude varer længslen en evighed og det er velsignelsens gave. Her går jeg gennem morgenvinden og synes at den er for kold, jakken er lynet op og jeg har vandrestøvlerne på. ”For kold og... Continue Reading →
Jeg får øje på det, mens solen skinner og jeg sidder ved havebordet med kaffe og vand. Dagen ligger langstrakt foran mig. Eftersom jeg var tidligt oppe, synes denne dag at være en oase af tid. Men den starter ikke behageligt, dagen, jeg er for træt og indhyllet i en smertefuld irritation over noget, jeg... Continue Reading →
Fortællingen sidder fast i et net af tanker, fanget i et brombærkrat i skoven. Det går op for mig allerede inden jeg går til skrivebords og inden jeg trækker kort. Fortællinger som denne kan ikke tænkes, men tankerne holder aldrig op med at prøve. De er historiefortællere i mit hoved. Jeg vifter dem væk med... Continue Reading →
“Be willing to change your perspective and good fortune will follow. Change will heal you.” Den store forandring sker, da jeg sætter farten ned. Det starter mentalt med en beslutning, som formes og bliver til min intention. Og så har vi balladen! Kæmpe modstand mobiliseres og uro aktiveres, min krop sitrer og tankerne kører på... Continue Reading →
Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →
Jeg tager de første skridt og så de næste. Sollyset sniger sig ind mellem træerne og skygger danser. En kvinde begiver sig på vej. Den ukendte frænde er forsvundet, men hendes ord bobler i mit blod. ”Stol på din indre stemme. Lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere end... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
Jeg skriver i en solstråle, skarpt lys trænger gennem vinduesglas og skygger danser. Det er morgen efter nattestormen. Her stopper ordene, men jeg skriver alligevel det, der ikke er. Dristig i det skarpe lys sandhed bevæger jeg mig ind og tager ikke det tilsyneladende for gode varer. Jeg lytter til stormens sang, et orkester af... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 