Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Fem gæs flyver over mit hus ved havet. Dybt i november og på et sted, hvor mørket har fået magt. Daggry opstår som et hul i himlen, jeg står bag huset ved brændeskuret og ser det ske. Altid har jeg været en morgenfugl. Nu hilser jeg på de fem gæs som venner. Venner, der som... Continue Reading →
Jeg er nødt til at fortælle dig sandheden. Måske vil du blive ligeså skuffet som jeg? Måske vil du mærke et strejf af fortvivlelse og en impuls til at lukke den bog, du læser i. Forkaste den og give den sølle to stjerner. Sandheden er en anden. Det her er ikke en bog. Det er... Continue Reading →
Hvor længe jeg har siddet her, aner jeg ikke. Tiden opløses og havet indfanger mig som indvies jeg i en diset drøm. Lyd af stille bølger i takt med mit hjerteslag. Jeg kan ikke længere fastholde synet af min farmor i grå kjole og spraglet forklæde. Det velkendte mønster i stoftryk og farver, der ikke... Continue Reading →
Det er et forunderligt syn. Det grå spøgelse med spraglet forklæde, den buttede kvinde med strygende skridt og kreativ kraft. Efterfulgt af en kvinde med kuffert og rygsæk, frakke og grøn hue. De sidste rester af månen bag et diset tæppe af løsslupne skyer. På natten for Samhain, hvor væggene mellem verdener er tynde. Det... Continue Reading →
Hun hilser på mig gennem den tågedis, der ligger over landskabet. Resterne er månen svæver frem bag en sky. Lågen har lukket sig igen og jeg står på stien med klitterne og havet til venstre. Drejer jeg til højre, kommer jeg langs haven videre ud mod den store landevej. Mange gange har jeg gået her,... Continue Reading →
Ikke alle bryder sig om november, men jeg er fan. Jeg elsker, når mørket kommer listende, når træerne har smidt de sidste blade, næsten, og når jeg tænder stearinlys og skriver mig ind. Jeg sætter pris på stilheden, overgangen til vinter og invitationen til at skabe rum til ro og fordybelse. Jeg nyder at holde... Continue Reading →
Marnie og jeg aftaler at mødes igen. Hun sætter mig af ved vejen, der fører ned til Pensionatet og kører videre ind mod byen. På bagsædet sidder Clover og ser veltilfreds ud. Jeg vinker og går langsomt ned af vejen, inden jeg drejer til venstre rundt om hækken og går gennem havelågen. De andre sidder... Continue Reading →
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Ind i mellem er det en god ide at bryde rutinen. Det gør jeg, da jeg i stedet for at gå til havet, drejer af mod højre og går op af stien til landevejen. Jeg følger disen, den kalder på mig fra de høstede marker og fra engen, hvor jeg engang i mellem møder Tarbh.... Continue Reading →
Det er diset, da jeg står op og går til havet. Væversken har været på nattearbejde og skabt de smukkeste spind i hegn og buske. Små kunstværker glimter og udstiller sig, efterhånden som solen får banet vej gennem tågen. Det er et magisk landskab og jeg nyder at være til stede. Fugten er tyk og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 